Følg i dinosaurernes fodspor på Geomuseum Faxe

Faxe: Geomuseum Faxe byder traditionen tro på spændende oplevelser for hele familien i vinterferien
Fra mandag den 11. februar og to uger frem er der spændende vinterferie tilbud for hele familien på Geomuseum Faxe, i år under titlen ”I dinosaurernes fodspor”.
I år har man mulighed for at følge med og røre når ægte 210 millioner år gamle forstenede dinosaur fodspor bliver præpareret og gjort klar til udstilling. Sidste sommer blev en stor lagflade fyldt med flotte dinosaur fodspor udgravet på Grønland, og nu skal hele den lagflade omhyggeligt limes sammen igen og gøres klar til udstilling.
Hele vinterferien vil Museumsinspektør Jesper Milàn, sidde i udstillingen på Geomuseum Faxe og arbejde med fodsporene og fortælle om udgravningen af dem og arbejdet med at konservere dem så de igen kan udstilles.
Ved siden af vil museets guider have det store gipsafstøbningsværksted klar, så alle kan prøve at lave deres egne afstøbninger af dinosaurfodspor, drabelige tænder, eller mange andre spændende og flotte fortidsdyr.
Voksne skal betale den normale entre til museet på 45 kroner for at deltage. Studerenede og pensionister kan nøjes med 35 kroner. Børn og unge under 18 år kommer gratis ind.
Arrangementet løber mandag til fredag i uge 7 og 8, alle dage mellem klokken 13 og16.
Kommentarer