Folketeatret gæster Haslev med ’Mio, min Mio’
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/03/mio_min_mio_folketeatret-620x316.jpg)
Haslev: Haslev Teaterforening og Folketeatret inviterer til billedmættet familieteater over Astrid Lindgrens ‘Mio min Mio’.
Søndag den 13. marts klokken 16.00 inviterer Haslev Teaterforening og Folketeatret til et musikalsk eventyr om venskab, kærlighed og mod, bygget over Astrid Lindgrens ’Mio, min Mio’.
Handlingen
Det er ikke altid nemt at være 9 år og slet ikke hvis éns adoptivforældre ikke bryder sig om én. Bos mor er død og han har aldrig kendt sin far, som alle siger var en sjuft, der bare stak af. Bo får mest kærligheden at føle på den hårde måde, og han mærker misundelsens stik i hjertet, når han ser sin bedste ven og hans far hygge sig med at lave modelfly. Bo ved, hans egen far er et godt menneske, der går rundt ude i verden og leder efter Bo, fordi han savner ham.
En dag forsvinder Bo. Han møder en dame, som giver ham et postkort til „Kongen af Landet i det fjerne“. I kortet står, at Kongens søn snart kommer hjem. Bo finder ud af, at han i virkeligheden hedder Mio og er kongens søn. Bo får også en ny ven, Jum-Jum. Kongen minder meget om hans bedste vens far og Jum-Jum minder ret meget om hans bedste ven! Alting er meget bedre i Landet i det fjerne end derhjemme, bortset fra, at i Landet Udenfor hersker den onde ridder Kato, som stjæler børn og giver dem stenhjerter. Selvom Prins Mio kun er et barn, bliver det hans opgave at drage ud sammen med Jum-Jum og bekæmpe ondskaben. Det bliver et farefuldt eventyr, der kræver mod.
’Mio, min Mio’ er en rørende og smuk fortælling om en dreng, der bruger fantasien til at gøre sin verden bedre.
Anbefales til børn fra 6 år. Varighed: 1 time og 50 min. inklusive en pause.
Mere om forestillingerne og teaterforeningen på Haslev Teaterforening eller hos forretningsfører Birgit Andersen på telefon 56 31 55 95.
Løssalgsbilletter kan købes i Haslev Bøger Papir, Vestergade 2, 4690 Haslev. Tlf. 56 31 21 20. De koster 100 kroner for voksne og 75 kroner for børn. Priserne tillægges et gebyr.
Forestillingen spilles søndag den 13. marts klokken 16.00 i Sofiendalskolens festsal
Kommentarer