FOM fik Podieplads ved DM2 i Odense

Faxe: Steven M. Olsen og Nicolai Nielsen fra Faxe og Omegns Motorklub kørte for nylig i anden afdeling af DM for modelbiler i Odense

Steven M. Olsen og Nicolai Nielsen fra Faxe og Omegns Motorklub kørte søndag den 17. juni 2012 i anden afdeling af DASU DM for 1:10 Touring Car El afviklet i Odense. Ved første afdeling af DASU DM blev de henholdsvis en 5. og 4. plads i A-finalen, så forventninger var derfor mindst det samme resultat.

Vejrudsigten var broget, og sådan blev vejret desværre også.

14 RC-kørere havde fundet vej til det Fynske for at deltage i Super Stock-klassen. Lørdagens træning blev en blanding mellem tørt og vådt, så det var svært at se hvad styrkeforholdet var blandt de tilmeldte kørere.

Søndagen startede desværre med let regn der blev ved til hen af frokost. Det gav nye udfordringer for deltagerne, da elektricitet og vand som bekendt ikke er det bedste mix.

I de indledende heats havde Steven sine udfordringer med sin elektronik. Det kostede værdifulde sekunder og dermed en plads i A-finalen. Han endte på 9. plads i kvalifikationen, der betød første startposition i B-finalen. Selv om hans elektronik stadig drillede lidt, vandt han alle tre gennemkørsler af B-finalen og dermed altså også sejr i B-finalen og løbets samlede 9. plads.

Nicolai havde lidt bedre held og kørte den hurtigste omgang i de våde forhold, med omgangstiden 22,50. Samlet gav det ham startposition nr. fem i A-finalen. I A-finalen var der meget tæt race i den første gennemkørsel men Nicolai fik placeret sig fint i afslutningen og sikrede sig 2. pladsen. I anden finale kom Nicolai i mål som nummer fire. I den sidste gennemkørsel kørte 4. plads hjem. Samlet gav det Nicolai 3. pladsen ved DASU DM2 i Odense.

Næste afdeling af DASUs DM-serie køres den 1. juli 2012 i Glostrup.

Kommentarer