Fond sikrer kæmpe Mosasaur skelet til Geomuseum Faxe

Generøs donation fra Augustinus Fonden muliggør erhvervelse af 66 millioner gammelt havuhyre. Geomuseum Faxe har fået penge til indkøb af et kæmpe skelet af en Mosasaurus til deres kommende udstilling.
Østsjællands Museum er ved at udarbejde en ny udstilling om livet i Kridttidens hav på Geomuseum Faxe.
Udstillingen skal, med udgangspunkt i den nyeste forskning på området, fortælle historien om det dramatiske liv i Kridthavet. Museet vil vise de flotteste fossiler og slutte af med de nyeste teorier om årsagerne til den store masseuddøen, der for 66 millioner år siden ramte livet på Jorden og udslettede over halvdelen af alle dyrearter på Jorden – blandt andet dinosaurerne.
Det er den historie, der som et af de få steder i Verden, er så tydelig i det såkaldte Fiskeler i Stevns Klint, og som er årsagen til, at Stevns Klint i dag er udnævnt til UNESCO Verdensarv. I Fiskeleret er der sporstoffer efter den meteorit, der ramte jorden og bogstavelig talt slukkede for lyset. Solen kunne nemlig ikke skinne gennem den massive støvsky, der fulgte med nedslaget, og planter og dyr sultede. De fleste døde.
Geomuseum Faxe har hidtil fortalt om livet i den efterfølgende periode (Palæocen) cirka 3 millioner år efter den fatale meteorit ramte jorden. I havet ved Faxe var livet allerede rigt igen på dette tidspunkt. Geomuseum Faxe vil med den nye udstilling kunne fortælle hele den geologiske historie i vores region, med livet i Kridttidens hav, den store massedød og den efterfølgende opblomstring af det moderne liv på Jorden.
Hovedattraktionen i den nye udstilling skal være en 9.5 meter lang kopi af et mosasaurus skelet, der skal hænge ned fra loftet og byde museets gæsterne velkommen med sit åbne gab!
Mosasauren var det absolutte toprovdyr i kridttidens hav, og de største kendte eksemplarer kunne nå op på over 15 meter i længden. Den største mosasaur, der kendes fra kridtet i Danmark er Mosasaurs hoffmannii. Den er der fundet mange tænder og knoglefragmenter fra i Stevns Klint.
Takket være den generøse donation fra Augustinus Fonden, vil der nu blive produceret dette ærefrygt indgydende skelet, der vil blive en af udstillingens hovedattraktioner. Det er tanken, at mosasaur skelettet også vil kunne flyttes til et forhåbentligt kommende Verdensarvs besøgscenter ved Stevns Klint.
Modellen af skelettet er netop nu ved at blive produceret på et modelværksted i Holland, og museet forventer at kunne præsentere det for publikum i starten af maj måned.
Kommentarer