Fond tilbyder ro til fordybelse
Forfatteren Leif Hasles Fond tilbyder arbejdspladser til fordybelse og inspiration i landsbyen Vindbyholt ved Faxe.
Forfatteren Leif Hasle testamenterede ved sin død i 2016 sin samlede formue, inklusive sin omfattende kunstsamling og sine ejendomme, til en almennyttig fond, Forfatteren Leif Hasles Fond.
Nu er forfatter Leif Hasles Hus i Vindbyholt åbent for forfattere af både skøn- og faglitteratur, oversættere samt andre ‘ikke-larmende’ kunstnere som ønsker at arbejde på et konkret projekt. Ved flere samtidige kvalificerede ansøgere har udøvende kunstnere forrang.
Refugiet er beliggende på en smuk firelænget gård fra omkring 1650 i landsbyen Vindbyholt ved Faxe. Forfatteren Leif Hasles Fond stiller tre møblerede værelser til rådighed med adgang til fælles køkken og bad. Huset har en stor have og ligger tæt på skov og strand.
Ophold kan vare mellem 1 og 4 uger og tildeles efter ansøgning. Det er gratis at bo på gården, men der betales 200 kroner pr. uge for vand, varme, el, internet, dog 300 kroner for en større enhed, egnet til par. Stedet fungerer efter en ‘vandrehjemsmodel’, dvs. refugiegæsterne sørger for egen forplejning, medbringer eget sengelinned og håndklæder og gør rent i sit eget værelse ved afrejse. Ugerne begynder søndag klokken 12 og afsluttes senest søndag klokken 10.
Bil er praktisk, men ikke en nødvendighed. Gården ligger cirka to timer med offentlig transport fra København (fem kvarter med bil), og nærmeste indkøbsmulighed er syv km. væk.
Udfyld formularen nedenfor, og beskeden skal dels indeholde en kort ansøgning på max. 10 linjer, dels den eller de ønskede uger (gerne flere mulighederl og med angivelse af ønsket værelse).
Ansøgninger behandles løbende.
Find ansøgningsskema og mere info på leifhaslesfond.dk
Kommentarer