Fordelingsudvalg: Nej til ekstra klasse på Køge Gymnasium
De 39 elever fra Faxe og Stevns kommuner, som har fået nej til optagelse på Køge Gymnasium, fik i slutningen af sidste uge endnu et afslag fra fordelingsudvalget.
Regionsrådspolitiker Bodil Søs (V) havde forslået Fordelingsudvalget for det østlige Sjælland, at der blev oprettet en ekstra klasse på Køge Gymnasium, så de afviste elever kunne få plads på det tættest beliggende gymnasium. Bodil Søs sidder selv i udvalget, hvor hun stemte for sit forslag.
Men et flertal, ledet af Johnny Vinkel, rektor på Himmelev Gymnasium og formand for Fordelingsudvalget for Østsjælland, afviste at oprette en ekstra klasse på Køge Gymnasium.
– Det er alt for sent i processen at begynde på at oprette en ekstra klasse, da det kræver, at alle elever, som er blevet optaget skal genovervejes og have besked på ny. Samtidig er gymnasieskolerne allerede i fuld gang med at planlægge det nye skoleår, hvilket skulle bremses og startes op på ny, siger Johnny Vinkel til Dagbladet. Og han fortsætter:
– Og da vi som udgangspunkt blot har fulgt de regler, der er, så mener vi ikke, at det er en mulighed.
Kommentarer