Foredrag med Kåre: Danmarkshistorien i Gulvhøjde
‘Danmarkshistorien i Gulvhøjde’ er det første foredrag i historikeren Kåre Johannessens foredragsrække om ‘Historien på vrangen’.
Onsdag den 1. november fra klokken 19:30 til 21:30 vil Kåre Johannessen afholde det første af fire historiske foredrag i serien ’Historien på vrangen’ i Fruerstuen på Vemmetofte Kloster, Klostervej 3, Vemmetofte, 4640 Faxe
Vi ved allesammen, at det var Christian den Fjerde der byggede Rundetårn, og at Svend Poulsen Gønge ene mand besejrede hele den svenske hær. Rygraden i dansk historie var gennem århundreder kongerækken. Men hvor meget betød de enkelte konger egentlig for den jævne dansker? Og hvor stor betydning havde svenskekrigene for almindelige bønder, når alt kommer til alt?
I virkeligheden var mange af de hændelser, vi har lært at opfatte som ’vigtige’, uden særlig betydning for den brede befolkning. I foredraget prøver vi at viske tavlen ren, og med friske øjne se på hvilke store og afgørende begivenheder der reelt var fuldkomment uinteressante for alle andre end en lille magtelite – og hvilke virkeligt afgørende og betydningsfulde hændelser som er blevet helt glemt i historieskrivningen…
Foredraget er arrangeret af FOF Sydøst, der opkræver entré ved indgangen.
De næste tre foredrag:
- Onsdag den 29. november “Verdenshistorien – Tåbelighedernes Kavalkade”
- Onsdag den 17. januar “Den Undertrykte Luther”
- Onsdag den 7. februar “Den Enes Død – bødlens arbejde”
Man kan forudbetale alle fire foredrag via www.fof.dk. Den samlede pris er 590 kroner.
Kommentarer