Faxe Ladeplads

Foredrag med Arne Aasbjerg gentages 13. december

arne_aasbjerg

Faxe Ladeplads: Da det første arrangement med Arne Aasbjerg, blev så stort et tilløbsstykke, at alt for mange ikke kunne komme ind, gentages arrangementet

Fredag den 13. december klokken 19:30 kommer Arne Aasbjerg igen med sit foredrag om turismens guldalder i Ladepladsen ”Fra Klintevej til Strandskoven”.

Foredraget gentages fordi mange gik forgæves torsdag den 21. november. Aftenen startede klokken 19:30 men på det tidspunkt var køen ude foran Huset stadig lang og alt for mange måtte gå skuffede bort, da der simpelthen ikke var plads nok i lokalet.

Læs også: 40-50 personer gik forgæves til foredrag i Huset

http://faxe.netavis.dk/40-50-personer-gik-forgaeves-til-foredrag-i-huset

Arne Aasbjerg vil vise en masse lysbilleder og fortælle om turistindustriens opståen i byen.

Hvordan der for eksempel på netop Klintevej, lå otte af byens 25 badehoteller i en periode. Tilhørerne vil få noget at vide om datidens turisme generelt, badelivet, badehotellernes værtinder og deres talent for også at tjene penge på deres gæstfrihed. Arne Aasbjergs fortælling vil derefter tage deltagerne med på en tur ud til området ved ”Flagstangen” – videre ud til Kyst-Sanatoriet, Strandskoven og tilsidst fortælle den sande historie om Musestenen.

Denne gang er der tilmelding; skriv til britt.sch@gmail.com eller ring på telefon 6130 3311.

-Vi håber så at alle der blev ”sendt hjem” første gang, kan komme ind denne aften, slutter Ole Kragh fra Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening.

Foredraget ”Fra Klintevej til Strandskoven” kan opleves fredag den 13. december klokken 19:30 i Huset, Hovedgaden 40, Faxe Ladeplads. Dørene åbnes klokken 19:00 og der åbnes til salen klokken 19:15.

Kommentarer