Foredrag med kendt dressurrytter i Faxe

Faxe: Faxe Køre- og Rideforening inviterer til et foredrag med dressurrytteren Sidsel M. Johansen i Faxe
Tirsdag den 2. april kommer den dygtige dressurrytter Sidsel M. Johansen til Faxe og holder foredrag om emnet: ”Fra ponyrytter til international dressurrytter”.
Foredraget er arrangeret af Faxe Køre- og Rideforening, der dagligt holder til på Faxe Ridecenter i Ebbeskov. Foredraget med Sidsel vil dog, af pladshensyn, blive afholdt på Rolloskolen i Faxe.
Sidsel vil fortælle om sin ridning, sine oplevelser og om de drømme der blev til virkelighed i tiden fra hun var ponyrytter og frem til nu, hvor hun er en international og anerkendt Grand Prixrytter.
Efter den nylige WorId Cup Kvalifikation i s’Hertogenbosch i Holland, ligger hun nu som nr. 11 på ranglisten og har dermed en stor chance for at få én af de pladser, som fordeles af FEI når den endelige finale i Gøteborg afvikles til april.
Dette vidner om, at der ligger en god portion hårdt arbejde og stædighed bag Sidsels smilende ydre og i øvrigt ret unge alder. Hun har vundet adskillige sejre og placeringer ved nationale og internationale stævner og var bare få millimeter fra at deltage i det forgangne Ol i London 2012. Sidsel rider på den 14 årige vallak Schianto, efter Gribaldi/Schwardroneur.
Hun modtager undervisning af beriderne Andreas Heglstrand og Rune Willum.
Vil man vide mere om Sidsel, kan man gå på hendes hjemmeside: www.team-si.dk.
Tilmelding til FKR’s formand Kirsten Weiss på mail: k.weiss@godmail.dk.
Sidste frist for tilmelding er 2. påskedag mandag den 1. april.
Prisen er 100 kroner som betales ved indgangen. Arrangementet forventes at vare cirka 2 timer.
Alle der interesserer sig for dressurdisciplinen er velkomne, man behøver ikke at være medlem af FKR eller andre klubber/foreninger.
Der vil være mulighed for at købe øl og vand.
Foredraget foregår tirsdag den 2. april klokken 19.30 på Rolloskolen i Faxe, Gl. Strandvej 12, 4640 Faxe.
Kommentarer