Foredrag om ”Blegdammens Rose” på Dalby Ældrecenter
Dalby: Støtteforeningen inviterer til et spændende foredrag om den polioramte digter Rosa Abrahamsen.
Torsdag den 28. maj klokken 14.30 sker der igen noget spændende på Dalby Ældrecenter.
Det er lykkedes støtteforeningen at få Karen Margrethe og Mogens Abrahamsen til at komme og fortælle om Rosa Abrahamsen, der blandt mange ældre er et meget kendt navn. Hun blev landskendt under navnet ”Blegdammens Rose” på grund af sin tapperhed trods alvorlig sygdom.
Det, som hun måske er mest kendt for, er den smukke sang om hænderne, som naturligvis også skal synges.
Alle er velkomne.
– Medlemmer af støtteforeningen betaler 15 kroner og andre 30 kroner, men så får man også både kaffe/te og kage, fortæller støtteforeningens formand, Bendt Hansen
Rosa Abrahamsen blev født 29. september 1926 i Sværdborg, Præstø. Hun var en dansk digter, tilskærerdirektrice og mannequin der var kendt som “Blegdammens Rose”, fordi hun som polioramt under den store polioepedemi i København i 1952 blev indlagt på Blegdamshospitalet i København. Her lå hun i jernlunge på grund af polio – den tids respirator. Hun var stort set 100 procent lammet af polio og kunne derfor heller ikke selv trække vejret.
Rosa Abrahamsen skrev fra sit sygeleje på Blegdamshospitalet to digtsamlinger: ‘De store skibe’ og ‘De gyldne timer’.
Hendes digte er sat til musik mange gange og blandt andet fremført af Elsa Sigfuss, Randi Teglbjærg og Elsa Jena med musik af Hugo Gyldmark. Blandt hendes mest kendte digte er Hænderne og Hvorfor græder millioner.
Hendes ukuelige livsmod gjorde sangen ”Hænderne” til en meget spillet sang i Giro 413. Hænderne refererer naturligvis til de mange forskellige hænder, som plejede og håndterede hende under hendes sygeleje.
Hun døde 13. november 1964 i København. Hun er begravet på Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg.
Kilde: da.wikipedia.org og youtube.com
Kommentarer