Foredrag om Daells Varehus’ kataloger på onsdag
Karise: På onsdag kan man høre om 90 års dansk kulturhistorie – med udgangspunkt i de gamle kataloger fra Daells Varehus
Onsdag den 12. februar inviterer Familie og Samfund Karise til et foredrag med designer og foredragsholder Marlene Voigt i Sognegården. Foredraget handler om Danske kvinders stil- og kulturhistorie i det 20. århundrede. Marlene Voigt lider nemlig af en nostalgisk kærlighed til det gamle Daells Varehus.
Da Daells Varehus lukkede i 1999, var det enden på en epoke i dansk kulturhistorie. Færre og færre tog til sidst turen om ad Nørregade. I Daells Varehus storhedstid, var varehuset et samlingspunkt for hele familien, enten i selve butikken, eller i det landsomdelte katalog.
Foredraget stiller ind på danske kvinders stil- og kulturhistorie med udgangspunkt i Daells Varehus’ katalogers beklædningssider. Katalogerne fra dengang bruges stadig i dag af designere og filmfolk, men de dokumenterer også på anden vis overraskende kulturhistorie.
Marlene Voigt tager tilhørerne med på en rejse gennem 9 årtiers kulturhistorie, hvor man kan genopleve barndommens kassebukser, mors kitler og laksefarvede skørter.
Foredraget koster 50 kroner for medlemmer og 100 kroner for gæster.
Alle er velkomne.
Men af hensyn til kaffe og kage, skal man tilmelde sig til Eli på telefon 5678 8415, Elly på telefon 5678 8005 eller Else på telefon 5626 6499 – senest søndag den 10. februar.
Foredraget kan opleves onsdag den 12. februar klokken 19.00 i Sognegården.
Kommentarer