Haslev

Foredrag om den sammenbragte familie torsdag

familie

Haslev: LOF Haslev har et foredrag med coach og familierådgiver Charlotte Berg Alsbjerg på programmet på torsdag

Torsdag den 6. februar har LOF Haslev et foredrag om den sammenbragte familie, ved coach og familierådgiver Charlotte Berg Alsbjerg på programmet på Haslev Bibliotek.

“Den sammenbragte familie” er kommet for at blive. Flere og flere voksne indgår parforhold eller ægteskab for anden eller tredje gang og bringer børn med fra tidligere ind i den nye familie. Men mange glemmer, at man bliver nødt til at gøre tingene lidt anderledes i den sammenbragte familie, end i en kernefamilie. For i en sammenbragt familie hersker der helt andre følelser, udfordringer og spilleregler, end der gør i en kernefamilie.

I dette foredrag vil coach og familierådgiver Charlotte Berg Alsbjerg gennemgå, hvordan voksne kan manøvrere gennem de mange følelser og relationer, som følger med dine, mine og vores børn. Hun giver gode råd til rollen som bonusforælder. Til relationen til eks’en. Til hvordan man gør parforholdet til ‘det bærende element’ i familien. Og til hvordan man får skabt den ‘vi-følelse’ i familien som i udgangspunktet ikke eksisterer i dette familiesystem.

Alt i alt et positivt og fremadrettet foredrag med masser af historier, værktøjer og gode råd til at få den sammenbragte familie til at fungere til alle familiemedlemmers bedste.

Entrén er på 100 kroner. Billetter kan købes på LOF Haslevs hjemmeside.

Man kan følge LOF Haslev på facebook.

LOF Haslev’s foredrag foregår torsdag den 6. februar fra klokken 19:00 til 21:00 i mødesalen på Haslev Bibliotek.

Kommentarer