Foredrag om Hand The Ball i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/10/hand_the_ball.jpg)
Haslev: Tre af mændene bag Hand the Ball inviterer sammen med Team Faxe Håndbold til et foredrag om støtteprojektet i Kenya
Onsdag den 5. november klokken 19.00 inviterer Team Faxe Håndbold til et spændende foredrag om støtteprojektet Hand the Ball, på det tidligere Haslev Seminarium.
Foredraget afholdes af tre af mændene bag Hand the Ball, Lasse Boesen, Ole Brun Andersen og Erik Junge Madsen.
Hand The Ball blev startet i 2008 af den danske håndboldlandsholdsspiller og dobbelte OL-deltager Lasse Boesen sammen med Ole Bruun Andersen. Det er en simplificeret version af håndbold, der kan spilles af alle, overalt. Erik Junge Madsen har arbejdet med Hand the Ball projektet i Kenya.
Hand The Ball er en ikke-erhvervsdrivende fond, der har til formål at højne børn og unges livskvalitet i udviklingslande og katastrofeområder verden over gennem fysiske, konkurrencefri gruppeaktiviteter med den unikke, punkterfri Hand The Ball bold.
Målet var at flytte fokus fra konkurrence og resultater til det sociale og aktiverende element af spillet, og Boesen opdagede hurtigt, at det koncept, de havde udviklet, kunne gøre gavn for børn og unge i hele verden.
Efter foredraget afholder Team Faxe Håndbold en auktion over gaver og effekter doneret af forskellige firmaer, til fordel for Hand the Ball.
Der vil være mulighed for at købe lidt forfriskninger.
Alle er velkomne. Der opkræves 30 kroner i entré.
Der er begrænset antal pladser. Billetter kan reserveres på telefon 2048 0112 eller 2559 0720.
Foredraget bliver afholdt onsdag den 5. november fra klokken 19.00 til 22.00 i Festsalen på det tidligere Haslev Seminarium, Søndergade 12 i Haslev.
Kommentarer