Foredrag om rejse til Mexico i Huset
Faxe Ladeplads: På torsdag kan man følge i Aztekernes og Mayaernes fodspor i Huset
Torsdag den 20. februar får Huset i Faxe Ladeplads besøg af Jette Rønne og Lars-H. Nielsen fra Faxe Ladeplads som må være prototyperne på et engageret og flittigt tidsforbrugende senior-par anno 2014.
Overalt i den vide verden har de været efterhånden og de deler gerne ud af deres rejselyst og nysgerrighed, når de kommer tilbage til Faxe Ladeplads og fortæller om deres mange oplevelser.
Torsdag vil de fortælle om en rejse til Mexico, og vise en DVD-film. Rejsen i ord og billeder bringer tilhørerne rundt i Mexico, som er et fantastisk land at rejse i, og viser mange af de kulturskatte der findes her. De rejste i Aztekernes og Mayaernes fodspor og de vil fortælle om de barbariske menneskeofringer og om udryddelsen af Mayaindianerne, der blev næsten udslettet af de spanske erobrere i 15/1600-tallet. Trods mordkampagnerne, findes der stadig i dag nogle få overlevende Maya-stammer. Lars og Jette vil også fortæller om danskeren Frans Blom, der gjorde provinsen Chiapas på Yucatan kendt for sine maya-ruiner. Jette og Lars har hjembragt en del mexicanske ting og sager fra Mexico og dem tager de med.
Aftenen starter klokken 19:30 og slutter omkring klokken 22:00 og det er Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening der står bag arrangementet.
Entréen er 20 kroner og der kan købes kaffe, te og kage.
Der vil også være forsalg af billetter til Arne Aasbjergs foredrag i marts måned samt salg af HUSETS Folkeaktier.
Jette og Lars holder deres rejseforedrag torsdag den 20. februar klokken 19:30 i Huset på Hovedgaden 40.
Kommentarer