Faxe by

Foredrag om stress og personlighed på sundhedscentret

Faxe:  Borgere i Faxe Kommune har nu mulighed for at komme til gratis temaaften om ’Stress og personlighed’, når en af landets førende eksperter indenfor stress, Thomas Milsted, gæster Faxe Sundhedscenter.

Torsdag den 19. maj klokken 19.00 vil Thomas Milsted fortælle om, at alle kan få stress, hvis de overbelastes, arbejder for meget eller sover for lidt, men at forskelle i personlighed har betydning for, hvor stor eller hvilke slags belastning, der skal til, før det udløser en stressrespons. Det er også i personligheden, man har nogle af de faktorer, som kan beskytte en mod stress.

Det er desværre ikke en myte at stress også handler om selvværd, perfektionisme eller det at være særlig sårbar.

Foredraget vil hjælpe dig til at forstå, hvornår det er vilkårene, der bør ændres, eller dig, som må tilegne dig nye kompetencer, hvis du vil trives.

Thomas Milsted er tidligere direktør i Center for stress og tidligere generalsekretær i Stressfonden.

Stress er almindeligt i Faxe Kommune

I Faxe Kommune har 20 procent af borgerne et højt stressniveau, hvilket svarer til 5.500 personer.

– Mental sundhed er et af de fokusområder, vi har udpeget som særlig vigtigt i vores nye sundhedspolitiske strategi. Stress er årsag til både depression, sygefravær og indlæggelser, hvilket kan have store konsekvenser for den berørte og deres pårørende. Derfor vil vi gerne øge borgernes viden om stress, og hvad man selv kan gøre for at trives bedre, siger Mogens Stilhoff, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Faxe Kommune.

Foredraget afholdes i forbindelse med Verdensblodtryksdagen, og derfor har du mulighed for at få målt dit blodtryk fra klokken 18.15 til 19.00 samt i pausen af Hjerteforeningen.

Herudover kan du blive vejledt om stresshåndtering af psykoterapeut og stresscoach Mette Turms; akupunktør og sygeplejerske Greta Gonzales fra Aku-Punkt samt Body-SDS behandler Henrik Østergård fra Kropsterapien Stevns & Faxe.

Der er mulighed for at købe kaffe, the, vand og kage mod kontant betaling.

Deltagelse er gratis, og billetter kan bestilles på place2book.dk  eller afhentes i Café Ådalen på Faxe Sundhedscenter.

Foredraget afholdes torsdag d. 19. maj 2016 fra klokken 19.00 til 21.00.

Kommentarer