Forelæsning om ’Naturen som klimaarkiv’ på MSG
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/08/haslev_gymnasium_1-620x316.jpg)
Haslev: Haslev Folkeuniversitet byder på fem forelæsninger om fup eller fakta i klimadebatten – den globale temperatur og havisen.
Onsdag den 2. november fra klokken 16:30 til 18:30 afholdes den første forelæsning i en række under titlen ’Is og Klima’. Forelæser er Johannes Krüger, professor emeritus, dr.scient. i Geoscience på Københavns Universitet. Og foredraget med titlen ’Naturen som klimaarkiv’ foregår på gymnasiet i Haslev, MSG, Skolegade 31.
Om årsager til klimaforandringer – en videnskabelig kontrovers
Klimadebatten raser over hele verden. Alle mulige scenarier stilles op og debatteres. Naturkatastrofer både i antal og omfang begrundes med den globale opvarmning. Men er det rigtigt? Haslev Folkeuniversitet sætter fokus på debatten. Tre danske klimaeksperter kommer til Haslev og afholder 5 forelæsninger i november 2016. De er ikke enige, men har forskellige synspunkter i debatten.
Egentlige temperaturmålinger har man kun for de seneste 150 år. Men det er alt for kort tid, hvis man vil ”fange” de naturlige klimasvingninger og finde den egentlige årsag til vor tids klimaforandringer.
Jordens landskaber giver værdifulde oplysninger om klimaforandringer og deres følgevirkninger. Men de store bidrag til en rekonstruktion og forståelse af Jordens lange klimahistorie kommer fra udforskningen af borekerner fra dybhavets bund og fra de store isskjolde.
Videnskabelige meningsudvekslinger mellem forskere har altid været en naturlig del af forskningsprocessen, men når diskussionen drejer sig om årsagen til den globale opvarmning, får forskerne ikke mulighed for at diskutere i fred for indblanding fra politikere og interesseorganisationer. Politik, videnskab og særinteresser blandes sammen til en farlig cocktail, og det er hverken videnskaben eller samfundet tjent med.
Er det CO2 , der er drivkraften bag klimaforandringerne, eller er det variationer i Solens aktivitet i samspil med de kosmiske stråler, som Jorden modtager fra verdensrummet.
Deltagelse i forelæsningen er åben for alle og kræver ingen forudsætninger.
Hele programmet kan findes på hjemmesiden www.fu-komiteer.dk/haslev
Kursusgebyret er på 100 kroner pr. forelæsning. Man kan tilmelde sig via e-mail til jepsenknud@gmail.com
Mere ‘Klima og is’
- Onsdag den 09. november: “Is og klima: Introduktion til iskerner, og hvad de kan fortælle om fortidens klima“.
- Onsdag den 16. november: “Is og klima: Fup eller fakta i klimadebatten“.
- Onsdag den 23. november: “Is og klima: Istider, mellemistider og bratte klimaændringer”.
- Onsdag den 30. november: “Is og klima: Klimaet i vores nuværende mellemistid og projektioner for fremtiden”.
Haslev Folkeuniversitet arrangerer kurser og forelæsninger, som er åbne for alle.
Det er Folkeuniversitetets formål at formidle forskningens teorier, metoder og resultater i et sprog, alle kan forstå. Altså at bringe universiteternes viden ud til alle.
Det kræver derfor ingen særlige forudsætninger at følge Folkeuniversitetets kurser og forelæsninger – de er for alle, der har interesse for de emner, der tilbydes.
Forelæsningerne varetages af engagerede undervisere med universitetsbaggrund, som på denne måde danner bindeled mellem videnskab, kultur og samfund.
Kommentarer