Haslev

Foreningernes Dag afholdes den 14. september

foreningernes_dag

Haslev: Den første fælles samlingsdag for alle foreninger i Faxe Kommune, Foreningernes Dag afholdes søndag den 14. september

Søndag den 14. september afholdes den første fælles og åbne samlingsdag for alle foreninger, Foreningernes Dag i Faxe Kommune ved det tidligere Haslev Seminarium.

Frivilligrådet har i samarbejde med Folkeoplysningsudvalget taget initiativ til et arrangement, der giver de mange forskellige foreninger i Faxe Kommune muligheden for åbent at vise alle, hvad de kan, og hvad de står for.

Det bliver en dag, hvor foreningerne får en unik chance for at engagere mange borgere og vise, hvordan de gør foreningslivet i Faxe Kommune mere mangfoldigt og spændende. Foreninger får mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af foreningsinteresser og måske opstår der helt nye idéer til nye samarbejdsmuligheder.

Næsten hele området omkring Haslev Seminarium (grønne arealer, p-pladser mv.) vil blive taget i brug. Der bliver desuden sørget for underholdning i løbet af dagen, så arrangementet kan tiltrække så mange besøgende som muligt. De besøgende kan købe mad og drikke under hele arrangementet og de deltagende foreninger får mulighed for at bestille mad til de repræsentanter, der tilmeldes.

Læs mere på kommunens hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig.

– Det er først til mølle-princippet, der gælder så send den udfyldte tilmeldingsblanket så hurtigt som muligt, så I kan få de bedste stadepladser, står der i invitationen.

Tilmeldingsfristen er mandag den 26. maj 2014 klokken 15.00.

Der afholdes informationsmøde for de tilmeldte foreninger onsdag den 28. maj klokken 19.00 til 20.00 på Rådhuset, Frederiksgade 9 i Haslev.

Foreningernes Dag i Faxe Kommune afholdes søndag den 14. september fra klokken 11.00 til 15.30, på pladsen ved det tidligere Haslev Seminarium, Søndergade 12, 4690 Haslev.

Kommentarer