Haslev

Foreningernes Dag i Haslev på søndag

foreningernes_dag_faxe_1

Haslev: Foreningerne i hele Faxe Kommune samles for første gang til deres helt egen dag – Foreningernes Dag 2014 på søndag

Søndag den 14. september fra klokken 11 til 15.30 vil der blive afholdt Foreningernes Dag, en helt speciel dag for foreningslivet i hele Faxe Kommune. Over 55 forskellige foreninger fra alle kommunens byer vil samles på de grønne arealer ved gl. Haslev Seminarium til en fælles udstillingsdag.

Der vil være stande med inspiration og aktiviteter for borgere i alle aldre og med næsten alle former for interesser. Det betyder at borgerne i Faxe Kommune for første gang får muligheden for at møde, smage og prøve det mangfoldige foreningsliv i kommunen, samlet på én enkelt dag.

Det er gratis at prøve de mange sjove og spændende aktiviteter som trampolinspring, open-air-bowling, banko, modeltog, ponyridning, skumshow og meget mere. Hvis man mere er til det mere stille og rolige har man også paletten fuld med f.eks. træskæring, håndarbejde, kreative udstillinger fra sygdomsforeninger, pensionistforeninger og næsten alt, hvad hjertet ellers kan begære.

Læs også: Carl Quist Møller besøger Foreningernes Dag

Der vil desuden være underholdning og musik på hele tre scener. Dagens store navn er Carl Quist Møller, som blandt andet er kendt fra sine tegninger af ”Jungledyret Hugo”, ”Ællingen Ægir” Han er også kendt som ”Danmarks største løgnhals”, så der er ingen tvivl om, at dagen nok skal blive fornøjelig og spændende.

De mange frivillige vil gøre dagen helt uforglemmelig, så der vil der være en unik chance for at få en dejlig søndag med masser af inspiration og oplevelser.

Der vil desuden være mulighed for at nyde en kop kaffe, eller spise frokost i Caféen, hvor der kan købes gode sandwichs, sodavand, kage mm.

Arrangør: Frivilligrådet og Folkeoplysningsudvalget

Kommentarer