Haslev

Foreningsaktive unge fra hele verden indtager Emmaus i Haslev

DUF har siden 1992 uddannet og sendt 452 ungdomsledere afsted for at skabe engagement og positive forandringer ude i verden. De næste 14 dage udklækkes endnu et hold ungdomsledere med unge fra Danmark, Uganda, Ghana, Zimbabwe, Nepal og Palæstina. Foto: DUF

28 ungdomsledere fra 6 forskellige lande skal de næste 14 dage blive klogere på både projektledelse, konflikthåndtering, interkulturel forståelse og hinanden på DUFs ungdomslederkursus, der afholdes på Emmaus Kursuscenter i Haslev.

Mandag den 20. februar tager foreningsaktive unge fra Danmark, Zimbabwe, Palæstina, Nepal, Ghana og Uganda hul på to begivenhedsrige uger, når de tjekker ind på Emmaus Kursuscenter i Haslev som deltagere på Dansk Ungdoms Fællesråd – DUFs Ungdomslederkursus.

De 28 unge er alle ungdomsledere, som i løbet af 2017 skal på et 3-12 måneder langt udvekslingsophold ude i verden gennem DUFs Ungdomslederprogram, og de 14 dage i Haslev skal klæde dem på til at få mest muligt ud af udvekslingen.

Det største ungdomslederkursus i flere år

DUFs ungdomsledere er alle aktive i en forening, og udvekslingen af de unge foregår mellem deres egen organisation og en partnerorganisation ude i verden. I år deltager frivillige unge fra i alt syv forskellige partnerskaber i ungdomslederkurset, der er det største siden 2013.

Af DUFs medlemsorganisationer deltager Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Radikal Ungdom, Red Barnet Ungdom, IMCC og Sammenslutningen af Unge med Handicap på dette års kursus.

Ungdomslederne har til formål både at styrke og udvikle partnerorganisation og forbedre samarbejdet og kommunikationen mellem de to partnere. Derudover fungerer ungdomslederne også som forandringsagenter, der kan skabe motivation og engagement blandt andre frivillige i organisationen.

På ungdomslederkurset bliver de unge derfor trænet i både dialog, konflikthåndtering, facilitering og projektledelse.

I løbet af de næste to uger kan man få meget mere at vide om DUFs ungdomsledere både på duf.dk og på DUFs Facebook-side.

Fakta om DUFs Ungdomslederprogram

  • DUFs ungdomslederprogram startede i 1992.

  • Programmet engagerer foreningsaktive unge i alderen 18-30 år fra DUFs medlemsorganisationer i partnerskaber med unge fra foreninger ude i verden.

  • Ungdomslederne er fultidsfrivillige, der udveksles 3-12 måneder mellem organisationer i Danmark og deres partnerorganisationer i Mellemøsten, Nordafrika og udviklingslandene.

  • Forud for udvekslingen skal ungdomslederne deltage i DUFs ungdomslederkursus som forberedelse til opholdet.

  • I alt 452 ungdomsledere er gennem årene blevet trænet og sendt ud i verden via DUF.

Kommentarer