Foreslår at Faxe skal være kommunens idrætsby
Faxe: Sean Littlewood mener, at Faxe by har et stort potentiale for at udvikle sig til og blive kendt som idrætsby.
Næstformanden for Radikale Venstre i Faxe Kommune, Sean Littlewood, synes Faxe by har et stort potentiale for at udvikle sig til at blive kommunens idrætsby, til glæde for børn, unge og voksne i alle aldre.
Han vil derfor gerne invitere idrætsklubber, politikere, byens borgere og andre aktører til et møde i Faxe til september for at snakke om, hvordan det kan lade sig gøre.
Faxe Kommune er i stærk konkurrence med andre kommuner om at tiltrække ny borgere og fastholde de nuværende, især børnefamilierne. Kommunen har iværksat flere initiativer for at markedsføre og udvikle sig. Som eksempler kan nævnes kampagnen ‘Følelsen af Faxe‘ eller satsningen på at udvikle Haslev som pendlervenlig uddannelsesby.
Disse satsninger er efter Sean Littlewoods mening fornuftige nok. Den første fokuserer på kommunen som helhed, både land og by, mens den anden fokuserer på Haslev som et kommunalt vækstområde.
– Men hvad vil vi med Faxe by?, spørger han og fortsætter:
– Geomuseum og kalkbruddet er fine turistattraktioner, men hvordan vil vi udvikle byen, så den bliver et attraktivt sted at bo?
Her er det at Sean Littlewood har en vision om, at Faxe by kan udvikles til og blive kendt som idrætsby – til glæde for børn, unge og voksne i alle aldre.
– Jeg håber flere deler min vision, og synes den er værd at arbejde for, siger Sean Littlewood.
Invitation til mødet udsendes i begyndelsen af august.
Kommentarer