Forlig om budgettet i Faxe Kommune
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/09/budget_forlig_sept-620x380.jpg)
Der er den 18. september 2017 indgået budgetforlig mellem Socialdemokraterne, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og Det Konservative Folkeparti i Faxe Kommune.
Forligsparterne har lagt vægt på et budget, der sikrer fortsat udvikling og forbedring af servicen i kommunen, nu og i de kommende år. De tidligere års ekstraordinære afvikling af store gældsposter, har skabt mulighederne for fuld udnyttelse af servicerammen og opretholdelse af servicen over for borgere i et uændret niveau. De ekstraordinære gældsafviklinger har en konsekvens for investeringer i de kommende år, der vil være på et lavere niveau, da kassebeholdningen ellers ville komme under pres.
Erhvervsservicen over for virksomhederne skal fortsat understøttes via samarbejdet med Business Faxe Copenhagen i de kommende år, men der skal sættes fokus på sammenhængen mellem tilførte ressourcer og opnåede resultater. Aftalen med Business Faxe Copenhagen skal fornyes i 2018, hvor der skal ske indarbejdelse af konkrete og målbare pejlemærker.
Målet med aftalen er et budget med behersket investeringsniveau i 2018 for at kunne håndtere de økonomiske driftsudfordringer i de følgende år. Der er i aftalen mellem parterne sket reduktioner på 10,6 mio. kr. og effektiviseringer på 24,0 mio. kr. af de kommunale budgetter i 2018, samtidig gennemføres en udvidelse af servicen på 44,0 mio. kr. og et prioriteret anlægsbudget på 62,7 mio. kr. i 2018, inklusive overførsler fra 2017 på 27,3 mio. kr.
Forskønnelse og turisme
Understøttelse af de lokale bysamfund – og turismen i særdeleshed – vil være medvirkende til en positiv udvikling af kommunen. Udviklingen af Gefionpladsen i Faxe Ladeplads og Grøndalsgrunden i Haslev skal ske i tæt samarbejde med borgerne i området. Der afsættes fortsat midler til forskønnelse gennem nedrivning af offentlige og private boliger i kommunen. Det skal fortsat være muligt for de enkelte byer og landsbyer at udvikle sig, således de lokale ildsjæle og borgergrupper fortsat understøttes til initiativer, der gavner byerne og landsbyernes engagement.
Effektiviseringer, nytænkning og involvering
Der er opmærksomhed på de kommende års udfordringer med krav om effektiviseringer og optimering af den offentlige service fra centralt hold, afledt af aftalen mellem Regeringen og KL. Der skal iværksættes en kontinuerlig proces, hvor Hovedudvalget, Center-Med og LokalMed bliver inddraget i udarbejdelsen af effektiviseringsforslag, der konkret kan indgå i budgetlægningerne i frem-tiden.
Børne- og skoleområdet
Der afsættelses 1,5 mio. kr. årligt til etablering af flere 0. klasser i folkeskolen, så alle børn kan blive optaget på nærmeste skoleafdeling. Det frigiver årligt et beløb til konkret styrkelse af folkeskolens indsatser. Puljer til budgetoverholdelse fjernes, og det sikrer området fuldt ansvar for budgetterne og overholdelsen i de kommende år. Der er gennem den konkrete politiske proces i 2017 sikret ensartet IT-understøttelse af alle elever i folkeskolen og en løbende udskiftning af IT til alle eleverne. Der skal ske en styrkelse af indsatsen i udskolingen i forhold til uddannelsesparatheden i overgangen til ungdomsuddannelserne. Der afsættes 900.000 kr. årligt til specifik og målrettet indsats til de børn, der ikke er vurderet uddannelsesparate i 8. årgang. Der skal ske en evaluering efter 2 år, hvorefter indsatsen revurderes.
Der skal ske en styrkelse af vores daginstitutioners sociale normeringer, der afsættes derfor yderligere 2,1 mio. kr. årligt til uddannet pædagogisk personale til konkrete institutioner efter behov.
Ældre- og Sundhedsområdet
Der sikres ældre- og sundhedsområdet en udvidelse på 4,5 mio. kr. til den stigende gruppe af ældre i de kommende år, således kommunens service over for de ældre medborgere fortsat kan op-retholdes på det nuværende niveau.
Styrket social indsats i forhold til udsatte borgere
Indsatsen i forhold til udsatte styrkes. Der skal ske en kvalitativ og målrettet social indsats for vores udsatte borgere, med fokus på helhedsløsninger og rette indsats på rette tid. Der skal tilføres væ-sentlige økonomiske ressourcer, der kan styrke fagligheden, mindske mængden af sager hos den enkelte medarbejder. Der afsættes konkret 2,0 mio. kr. årligt til flere sagsbehandlere, samtidig med at hele socialområdet tilføres over 20 mio. kr. til konkrete indsatser og tiltag, via demografien.
Demografi
Udviklingen i demografien og beregningsmodellerne skal følges tæt i de kommende år, således udgifterne følger den enkelte borger, og der sikres god overensstemmelse mellem de afsatte midler og servicen, der leveres fra de enkelte centre i kommunen. Der er derfor enighed om, at midlerne der gives til demografi, placeres under de enkelte fagudvalg. Reduktioner grundet befolkningsfald udmøntes direkte i de berørte områder. Demografimidlerne frigives til drift, efter reelt konstaterede stigninger i antallet af brugere og foranstaltningsbehov.
Konkrete indsatser i 2018 – 2021
Følgende indsatser prioriteres fremadrettet i kommunen:
- Udskiftning af gadelygter i hele kommunen til CO2 besparende LED belysning over en 8 årig periode.
- Offentligt toilet i Karise.
- Opsparingspuljer til haller og svømmehal i Haslev.
- Projekt til udredning af et forbedret indeklima i skoleafdelingerne, herunder muligheden for solafskærmning, udarbejdes i foråret 2018.
- Ungehus, med afsæt i og af de unges eget initiativ.
- Foreningskoordinator.
- Kultur- og mødestedspuljen forhøjes med 400.000 kr. årligt, heraf 250.000 kr. til Haslev Festdage de første 2 år, hvorefter der skal ansøges årligt for 2 år frem.
- Renoveringspulje til fortove.
- Der arbejdes fortsat videre med en årlig investering på 6,0 mio. kr. til cykelstier i kommunen, jf. den konkrete plan.
- Forlængelse af fortov langs Rønnedevej til Conradsvej i Faxe og fortov Gl. Næstvedvej i Rønnede.
- Badebro ved flagstangen i Faxe Ladeplads.
- Undersøgelse af fodgænger- og stitunnel under jernbanen i Karise.
- Forundersøgelse og mulighed for igangsættelse af projekt til ændret adgang og toiletforhold til Kanten i Faxe.
- Projekt med belysning til Bavnestien i Dalby.
- Asfaltering af parkeringsareal ved Æblehaven i Faxe.
Konkrete fokus områder frem mod budget 2019 – 2022
Frem til arbejdet med budget 2019 – 2022 er der behov for afklaring af nogle forhold, der kan være medvirkende til en styrkelse af økonomien og dermed sikring af den stabile drift i de kommende år. Der er tale om følgende overordnede områder:
- Samlet vurdering af den kollektive trafik i kommunen.
- Telefonsystem – samlet vurdering af et nyt system fremlægges til budget 2019.
- Der skal udarbejdes en analyse af ledelsesstrukturen på skole- og daginstitutionsområdet.
- Udbud af grønne områder – som forsøgsordninger i de enkelte bysamfund.
- Halbehovet i kommunen – afklares mellem de to centre, Center for Kultur, Frivillighed & Borgerservice og Center for Ejendomme.
- Afklaring af behovet for multibaner i kommunen, herunder mulighederne for ekstern finansiering/fonde.
Budgetaftalen for 2018 i tal (PDF-fil åbner i nyt vindue)
Budgetaftalen for 2018-2021 (PDF-fil åbner i nyt vindue)
Budgetforliget er indgået den 18. september 2017 af nedenstående partier
- Knud Erik Hansen (A), borgmester
- Dorte Nybjerg (V)
- Anne Camilla Meyer (A)
- Ivan Lilleng (C)
- Mogens Stilhoff (F)
- Nadia Thurø (Ø)
- René Tuekær (L)
- Eli Jacobi Nielsen (O)
Udtalelser fra partierne
Viceborgmester Dorte Nybjerg (V):
– Vi har rigtig mange frivillige i vores kommune, som gør en stor indsats med at lave arrangementer til alle os andre borgere. Derfor glæder det os meget, at vi kan forhøje kultur- og mødestedspuljen med 400.000 kroner årligt, så der nu er 1,6 millioner kroner at gøre godt med. Vi er også glade for, at vi kan afsætte penge til Haslev Festdage, og at vi nu skal til at se på sociale normeringer i vores daginstitutioner, samt sikre mere uddannet pædagogisk personale.
Anne Camilla Meyer (A):
– Vi er tilfredse med, at budgettet er endt i balance. Vi har foretaget de effektiviseringstiltag, som vi er forpligtede til – den ene procent, som regeringen kræver af kommunerne. Vi har begrænset reduktionerne til et minimum, så vi har undgået negative konsekvenser og mange store forandringer. Bagsiden af den medalje er, at der så samtidig heller ikke har været råderum til at imødekomme mange nye ønsker. Vi er særligt glade for, at der dog er afsat midler til ikke-uddannelsesparate unge, sociale normeringer og flere pædagoger samt en styrket indsats til børn og unge med særlige behov.
René Tuekær (L):
– Det er godt, at demografipuljen er økonomisk forøget med 28 millioner kroner, hvilket betyder, at vi kommer godt rundt i de forskellige aldersgrupper. Kulturhuset Kanten er tilgodeset med beløb i både 2018 og 2019, således at der kan skabes forbedringer i huset. Der arbejdes videre med Grøndalsskolens areal, hvor der skal ske borgerinddragelse, inden endelig beslutning for områdets fremtid.
Eli Jacobi Nielsen (O):
– Dansk Folkeparti er glad for forliget med deltagelse af alle partier, og at DF har haft lejlighed til at sætte et aftryk på dette. Det er et budget, som vil sikre en fortsat forbedring af både service og udvikling i kommunen på alle essentielle områder. Vi er overordentligt tilfredse med, at der nu kommer fokus på udskolingen og normeringen i daginstitutionerne. På anlægssiden er det godt, at der nu arbejdes målrettet mod nye halprojekter. Endelig er vi også glade for, at der kommer badebro i Faxe Ladeplads og opstart af tunnelprojekt i Karise.
Ivan Lilleng (C):
– Jeg er glad for, at de store anlægsprojekter, som vi lægger særligt stor vægt på, fastholdes i budgetaftalen, som underføringen i Haslev, færdiggørelsen af Østre Ringvej for eksempel. Desuden er jeg glad for, at vi fastholder, at vi vil bevare Gefion-grunden og Grøndals-grunden til særlige projekter. Vi afsætter puljer til opsparing til nye haller og til en ny svømmehal i Haslev, det glæder mig.
Nadia Bruun Thurø (Ø):
– Jeg synes, det har været en god proces med god debat og en god tone. Vi har fået styrket daginstitutionsområdet med 2,1 millioner kroner med uddannet pædagogisk personale. Jeg er også glad for, at vi har afsat penge til et ungehus, som skal tage afsæt i de unges eget initiativ og på de unges præmisser uden for megen kommunal indblanding. Og jeg er glad for, at der fortsat er fokus på sagsbehandlingen inden for det specialiserede område.
Mogens Stilhoff (F):
– Det glæder mig, at det er blevet et fælles forlig, især set i lyset af en meget stram økonomi. Det vidner om ansvarsbevidsthed, at man går ind i et budgetforlig op til et valg, hvor der kan være stor risiko for, at nogle har behov for særlige markeringer, og derfor sætter sig uden for ansvar. På trods af den stramme ramme, fremgår det af forliget, at der på flere områder er skabt muligheder for udvidelser. Udvidelser der dog samtidig medfører reduktioner og effektiviseringer på andre områder.
Kommentarer