Forskel på folk, og forurening?
Debat: Faxe kommune har udsendt en pressemeddelelse omkring spildevand i det åbne land.
Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, byrådsmedlem for DF, Faxe, Prins Buris Vej 19, 4653 Karise
I denne påpeges bl.a. kommunens glimrende, men desværre forgæves, forsøg på i 2013 at få forlænget fristen for indsatsen, og den ligeledes fornuftige intention om fremover at opprioritere informations- og rådgivningsindsatsen, overfor de borgere der modtager påbud.
Omkring baggrunden for påbuddene anføres desværre også argumentet om at der i byerne kloakeres, og at man der betaler spildevandsafgift. Der er grundlæggende forskelle på livet i land og by, og det turde være indlysende at der i byerne er behov for en anden form for kloakering end på landet.
Der henvises desuden til at det ifølge Miljøbeskyttelsesloven er ligegyldigt om en ejendoms bidrag til forurening er stor eller lille, at ”ingen ejendom har ret til at forurene” – dette står i skærende kontrast til den forløbne uges rapporter i medierne om overløb fra rensningsanlægget i Faxe Ladeplads, til Faxe Å. Her beroliger direktøren for Faxe Forsyning med at man har målt forureningsgraden, og konstateret at den “er mindre end grænseværdien for renset spildevand”.
Her er der altså ikke tale om noget ultimativt krav, blot om en grænseværdi der skal overholdes. Når dette gælder for en institution/anlæg som et rensningsanlæg, må det naturligvis tilsvarende være muligt for en borger at dokumentere at hans ejendom ikke forurener mere end den anerkendte grænseværdi for opnåelse af god økologisk tilstand.
Kommentarer