Forslag til byvækst i Karise indstilles til idefase
Faxe Kommune: Den 6. juli modtog Faxe Kommune et ønske fra ejeren af Drosselvej 41 og Køgevej 43 i Karise at bruge et 11,2 hektar stort areal nord for Drosselvej til byudvikling, som nu er indstillet sammen med andre arealer til en fire uger lang idefase.
Ejeren af de to ejendomme har de seneste år opført en række dobbelthuse på Sneppevej i Karise.
I kommuneplanen 2013 blev der udlagt arealer til byvækst i Karise, som ikke er blevet fuldt anvendt. Der er derfor stadig plads til mere byvækst og byudvikling i Karise.
Det bliver vurderet, at der er mulighed for at udlægge et eller flere byvækstarealer, som har et areal på 5,5 hektar.
Faxe Kommune ejer et areal på 5,8 hektar mellem banen, Store Lindevej og Dalbyvej. Arealet ligger i byzone, og er fra lokalplanen i 2003 blevet udlagt til fritidsområder. Dog har arealet de sidste år været forpagtet, og derfor er der ikke fulgt op på intentionerne for arealet.
Det bliver derfor vurderet, at det er oplagt at overveje, om dele af området fremover skal bruges til boligformål, da arealet er stort nok til at kunne rumme nye boliger og et større fællesareal.
Arealer bliver derfor indstillet til en fire ugers idefase om byudvikling i Karise, hvorefter Erhvers- og Kulturudvalget vil tage en beslutning om hvilke og hvor store arealer omkring Karise, der skal indgå i den fremtidige planlægning.
Kommentarer