Forslag om en fælles vagtcentral på Sjælland
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/06/vagtcentral-620x316.jpg)
Faxe Kommune: En fælles vagtcentral på Sjælland står højt på kommunekontaktråd (KKR) Sjællands liste.
KKR Sjælland anbefaler de sjællandske kommuner og de fire nye beredskabsenheder at ambulancerne og brandkøretøjerne i hele Region Sjælland allerede fra årsskiftet disponeres fra en ny fælles vagtcentral. En fælles vagtcentralløsning på Sjælland vil styrke kvaliteten af opgaveløsningen både i det daglige og ved større ulykker og katastrofer.
Desuden vil en samlokalisering med Vagtcentralen og Region Sjællands Akut Medicinsk Koordinations-vagtcentral muliggøre en tættere koordinering.
– Det er et enigt kommunekontaktråd, der anbefaler at etablere en fælles vagtcentral. Vi har skabt grundlaget for, at de fire beredskaber hver især kan vurdere fordele ved en samlokalisering, og hvorvidt de ønsker at indgå i et samarbejde her omkring, udtaler formand for KKR Sjælland Niels Hörup.
En fælles vagtcentralløsning er desuden en forudsætning for fri disponering mellem beredskabsenhederne, og dermed en mere effektiv ressourceudnyttelse.
– Det er glædeligt, at regionen har inviteret til samarbejde på dette område. Sammen kan vi løfte kvaliteten, hvor vi blandt andet kan sikre en endnu bedre koordinering af vores ressourcer, siger næstformand i KKR Sjælland, borgmester Knud Erik Hansen.
Den nye fælleskommunale vagtcentral, der vil få cirka 10 ansatte, skal flytte ind på Region Sjællands AMK-vagtcentral i Slagelse.
Kommentarer