Forstenet gravegang fra Faxe erklæret for Danekræ

forstenet_gravegang_faxe

Faxe Kalkebrud: En forstenet gravegang fra et krebsdyr, der levede for 63 millioner år siden, er blevet erklret for Danekræ.

I tirsdags blev tre nye fund fra Stevns Klint og Faxe Kalkbrud erklæret for Danekræ.

Udnævnelsen skete på efterårsmødet i Danekræudvalget på Statens Naturhistoriske Museum, hvor 31 spændende fund fra hele landet var til bedømmelse. Blandt disse fund var det ene fra  Faxe Kalkbrud. Det skriver Geomuseum Faxe i en pressemeddelelse.

Usædvanlig gravegang

Det sidste nye Danekræ er en forstenet gravegang fra et krebsdyr, der for 63 millioner år siden har gravet en tunnel i havbunden. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men det her krebsdyr har foret sin gravegang med små stykker af mosdyr, bryozoer, som den har forstærket væggen i sin gang med.

Noget lignende er aldrig fundet før i Faxe kalken, og det er er spændende stykke ‘forstenet adfærd’, som stykket repræsenter. Stykket blev fundet i en løs bunke i kalkbruddet af Dorthe Rold fra Erslev, da hun sidste sommer var på fossiljagt i Faxe Kalkbrud.

Læs også: Hav-krokodilletand fundet i Holtug Kridtbrud

Stykket vil blive udstillet på Geomuseum Faxe lige i starten af det nye år, når den videnskabelige undersøgelse af det er afsluttet.

– Jeg syntes det er fantastisk, at der hvert år gøres nye spændende fund ved Stevns Klint og Faxe Kalkbrud, der bliver erklæret for Danekræ. Der understreger jo virkelig, hvor vigtige geologiske lokaliteter det er, vi har i området, siger museumsinspektør og medlem af Danekræudvalget Jesper Milàn fra Geomuseum Faxe.

Fakta om Danekræ:

  • Danekræ er den geologske pendent til Danefæ ordningen og omfatter fossiler og mineraler af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi.
  • Geologisk Museum varetager behandlingen af danekræ for Statens Naturhistoriske Museum.
  • Hvis man tror at man har fundet et Danekræ, skal man vise det til det nærmeste naturhistoriske museum, der så sørger for, at sende det til Danekræudvalget.
  • Når et fund er blevet indleveret til bedømmelse, bliver det vurderet af nationale eller internationale eksperter, der skriver en indstilling om, hvorvidt fundet er vigtigt nok til at blive Danekræ eller ej.
  • Den der finder et danekræ vil få udbetalt en godtgørelse, som afhænger af den videnskabelige udstillingsmæssige værdi, samt af den omhu, hvormed genstanden er blevet behandlet.

Kommentarer