Forsvinder nær- og landpolitiet i Faxe og Rønnede?

Læserbrev: Før jul fremgik det af dagspressen, at Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi overvejer at flytte nær- og landpolitiet i Faxe og Rønnede til Haslev
Indsendt af Martin Hillerup, Byrådsmedlem, Borgerlisten
Borgerlisten finder at dette er fuldstændig uacceptabelt og at der nu må sættes alle sejl til, for at få droppet denne forrykte tanke. Derfor opfordrede vi til, på byrådsmødet den 16. januar, at et samlet Faxe Byråd må afsende et officielt brev til Politidirektøren i Næstved, med et klart udtryk for vores bekymring.
Vi kan ikke byde halvdelen af borgerne i Faxe Kommune, at man mister den fysiske og tætte tilstedeværelse af nærpolitibetjentene Lars Jensen og Henrik Skovbo Schmidt, samt landbetjent Steen K. Gunnarsson, der alle har det fornødne lokalkendskab til at klare de mange politiopgaver i området. Den lokale forankring er af allerstørste betydning.
Også SSP samarbejdets succes er helt afhængig af de nævnte betjentes lokalkendskab – og vi frygter i øvrigt at blive ’efterladt’ med en dårligere lokal kriminalitetsforebyggelse og politidækning, som ikke kan ske med et udgangspunkt fra Haslev.
Faxe Byråd må på det kraftigste opfordre til at planerne skrinlægges – og derfor bragte Borgerlisten denne store bekymring frem for byrådet. Faxe Byråd får nu en sag på dagsordenen i februar, og det er godt at byrådet kan se det fornuftige i Borgerlistens reaktion.
Kommentarer