Forsvundet autist fundet i god behold

Rønnede. En 18-årig autist fra en institution på Faxe Havnevej i Faxe stak af torsdag aften ved Rådhuset i Rønnede.
Sydsjælland og Lolland Falster Politi efterlyste torsdag den 25. februar omkring klokken 21:20 en 18-årig handicappet ung mand, der var forsvundet ved 19-tiden torsdag aften ved Rådhuset i Rønnede.
Den unge mand, der bor på en institution på Faxe Havnevej i Faxe, så sit snit til at stikke af under en tur med en pædagog.
Politiet sendte en hundepatrulje ud for at finde drengen.
Politiet aflyste efterlysningen en times tid senere og oplyste at den 18-årige unge mand var fundet i god behold.
– Det var en politipatrulje, der fandt den unge mand på den anden side af Dalby, omkring 10 kilometer væk, siger vagtchef Søren Østervig, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.
Kommentarer