Haslev

Fortælle-dag om krigen og befrielsen på Haslev Bibliotek

tyskerkirkegaarden_haslev_k

Haslev: Haslev Turistforening inviterer til en fortælle-eftermiddag, under overskriften ”Besættelsen og befrielsen 

Søndag den 3. maj klokken 14 inviterer Haslev Turistforening til en fortælle-eftermiddag, under overskriften ”Besættelsen og befrielsen – Hvad husker vi i Haslev?

Selv om Haslev var en lille by i 40´erne, skete der ikke så få dramatiske ting under besættelsen. En del af dem er da også allerede beskrevet mange gange, andre endnu ikke, og eftersom det nu er 70 år siden, at de fem forbandede år sluttede, er det formentlig ved at være sidste udkald, hvis man skal høre beretningerne direkte fra dem, der selv oplevede, hvad der skete i Haslev dengang.

Derfor har Haslev Turistforening arrangeret denne fortælle-eftermiddag, hvor deltagerne får lejlighed til at berette om deres oplevelser.

Flere har allerede givet tilsagn om at komme, Claus Andersen vil blandt andet fortælle, hvordan tyskerne havde daglige skydeøvelser i hans fars grusgrav ved Sognefogedgården i Freerslev, Knud Nielsen var på Hastrupgården i første parket, da læge Bruhn faldt ned med sin faldskærm og blev dræbt i Torpeskoven, og en vist helt ukendt vinkel bidrager Bent Schülein med. Han, der dengang hed Rasmussen til efternavn, tiltrådte 1. august 1945 ved Folketidende i Haslevs redaktion som journalistelev, og han sad i de næste par år i retssalen på Tingvej og fulgte de sager, der var en følge af folks handlinger under krigen.

Mange ved nok, at den rigsbefuldmægtigede Werner Best i en periode efter maj ´45 opholdt sig i Haslev og gik frit rundt på gaderne, men hans sag blev ikke klaret ved den lille ret i Haslev.

Haslev var jo dengang kendt som skole-og missionsbyen, og netop de mange voksenskoler betød, at der var tyskere overalt i den sidste del af krigen, de okkuperede skolerne, blandt andet rykkede flere hundrede SS´ere i marts ´45 ind på seminariet og malede den smukke bygning sort-grumset. Kun gymnasiet gik fri, formentlig på grund af rektor Kæstels indædte modstand.

Efter befrielsen var det tyske flygtninge, der kom til Haslev og lagde beslag på skolerne, og 241 af dem ligger begravet i et særligt område kaldet Tyskerkirkegården på Haslev Kirkegård.

http://www.haslevkirke.dk/kirkegaarden/tyskerkirkegaarden/

Alle kan komme med deres historie. Man er også velkommen til at medbringe billeder.

Tom Neerhauge videofilmer eftermiddagen, så beretningerne kan bevares for eftertiden i det lokalhistoriske arkiv.

Fortælle-eftermiddagen starter søndag 3. maj klokken 14, i den store sal på Haslev Bibliotek

Kommentarer