Fortsat ingen afklaring i sagen om BG Stone
Faxe Ladeplads: Virksomheden BG Stone støver og larmer fortsat på havnen i Faxe Ladeplads
BG Stone har lejet et areal af Faxe Kalk i Faxe Ladeplads til opbevaring og forarbejdning af råvarer og materialer indvundet på havbunden.
I april måned sidste år kom det frem at BG aldrig havde fået en tilladelse.
Da BG Stone i 2008 ansøgte om etablering af et produktionsanlæg til vask og sortering af indskibet sømateriale på arealerne vurderede Teknik og Miljø, at den ansøgte aktivitet var en så væsentlig udvidelse, at den ikke kunne opfattes som værende en udvikling af eksisterende virksomhed.
Læs også: BG Stone etableret uden kommunens tilladelse
Grunden er på cirka 60.000 kvadratmeter, heraf ligger cirka 25.000 kvadratmeter indenfor strandbeskyttelseslinjen. Det af BG Stone benyttede område steg fra 2009 til 2011 fra 25.000 kvadratmeter til 47.000 kvadratmeter.
Siden har Faxe Kommune varslet flere såkaldte påbud overfor BG Stone. Senest i november 2013 sendte Faxe Kommune et påbud til både BG Stone og Faxe Kalk, hvoraf det fremgik at BG Stone skal formindske brugen af kvadratmetrene på grunden væsentligt.
Faxe Kommune begrunder blandt andet påbuddet med, at de aktiviteter, der er blevet udført, ikke udgør en fortsættelse af eksisterende lovlig anvendelse, men derimod en væsentligt intensiveret brug af ejendommen.
Men Faxe Kalks advokater hævder fortsat, i deres svar til Natur- og Miljøklagenævnet, at der blot er tale om videreførelse af de hidtidige aktiviteter på arealet.
Foto: Viser arealet før BG Stone
Faxe Ladeplads By- og Kystlaug har på deres hjemmeside dokumenteret at en tilsvarende indvinding, opbevaring og forarbejdning ikke tidligere har fundet sted. Arealet opstod ved, at en inddæmmet sø over tid blev opfyldt med affaldsjord. Da arealet kom i niveau med det bagvedliggende, fik det lov at gro til med græs og buskads. En lille sø blev bevaret. Således har området henligget i 25-30 år. Bortset fra en kortere periode hvor der forsøgsvis, på et meget lille areal, var oplagret en beskeden mængde sand fra sejlrendens uddybning. Sandet blev ikke forarbejdet.
Faxe Ladeplads By- og Kystlaug har lagt en del luftfotos taget gennem tiderne, op på deres hjemmeside som dokumentation.
Desuden har tidligere kalkarbejdere har ingen erindring om, at der nogensinde er blevet oparbejdet sømaterialer på området.
Kilde: byogkyst.dk
Kommentarer