Forvaltningen skal kulegrave sag om skovrejsning

Faxe Kommunes forvaltning skal nu svare på 7 konkrete spørgsmål i en sag om skovrejsning på Møllevej 66 i Kongsted.
Teknik og miljøudvalget har besluttede at kommunens administration skal svare på 7 spørgsmål stillet af Venstre i en sag om skovrejsning på Møllevej 66 i Kongsted.
I forbindelse med en sag omkring skovrejsning på Møllevej 66 i Kongsted, har der været en langvarig strid mellem lodsejeren og de omkringliggende naboer. Lodsejer ønsker at rejse skov helt til skel, som vil betyde, at naboernes huse bliver lukket inde af skov.
Den bedste løsning ville selvfølgelig være, hvis man i mindelighed fandt en løsning, så lodsejer kunne rejse sin skov, og at der samtidig bliver taget hensyn til naboerne. Desværre er det ikke muligt, fordi der gennem flere år, har været flere uoverensstemmelser mellem naboerne i området. Sagen har taget karakter af en nabostrid uden mulighed for løsning.
Sagen har gentagne gange været i medierne, hvor parterne har fremsendt deres opfattelse af hinanden og kommunens håndtering af sagen.
Naboerne har dannet en nabogruppe, som ønsker at sagen ikke alene skal håndteres administrativt, men behandles politisk grundet uenigheden mellem parterne i sagen.
Læs også: Nabogruppen i Kongsted beder byrådet om hjælp i nabokrig
Venstre byrådsgruppe har på den baggrund derfor ønsket, at sagen blev taget op i kommunens teknik- og miljøudvalg.
Venstre har bedt om en afklaring på følgende områder i den konkrete sag på Møllevej 66 og fremtidige sager om skovrejsning i Faxe Kommune:
- Hvordan sikres det, at alle skovrejsningsprojekter så vidt muligt, håndteres/behandles som landzonetilladelser, så man kan sikre afstandskrav til beboelse m.m.?
- Hvordan kan det sikres, at Faxe Kommune anvender samme tilgang, som Kalundborg Kommune i skovrejsningssager, hvor Kalundborg Kommune har givet landzonetilladelse?
- Hvordan kan der sikres etablering af 30 m afstandszoner i skovrejsningssager, som det sker i statsskove?
- Hvordan kan der sikres gennemførelse af hele skovrejsningsprojektet på samme tid, så man ikke risikerer, at man starter med at plante tæt på naboer, for derefter at sætte resten af skovplantningen i stå?
- Hvordan kan der stilles krav om gennemførelse af projektet iht. en konkret tidsplan?
- Hvordan sikres udarbejdelse af en VVM-redegørelse i den konkrete sag på Møllevej 66 – kan vi med loven i hånden politisk vedtage, at der skal laves en VVM-redegørelse?
- Kan man med den nuværende Kommuneplan afvise skovrejsning, når området ligger i et område som er neutralt skovrejsningsområde, et særligt værdifuldt landbrugsområde, et område med større sammenhængende landskaber og særlige bevaringsværdige landskaber?
Kommentarer