To fossiljagter om dagen hele sommeren

Faxe: Hver dag i sommerferien står guiderne på Geomuseum Faxe klar til at tage museets gæster med på fossiljagt i Faxe Kalkbrud
Bevæbnet med hammer og mejsel kan man to gange om dagen, syv dage om ugen, deltage i en fossiljagt i Faxe Kalkbrud, hvor man kan finde sine egne 63 millioner år gamle fossiler.
Inden turen går ned i kalkbruddet, løfter guiden sløret for den unikke historie om fortidens klima, som fossilerne gemmer på. For 63 millioner år siden så alting nemlig fuldstændig anderledes ud. Nutidens Faxe var dækket af et dybt hav, der rummede et frodigt koralrev, hvor hajer og krokodiller patruljerede rundt på jagt efter bytte.
I kalkblokkene i Faxe Kalkbrud leder vi efter fossiler af de dyr, der levede på koralrevet. Det kan være koraller, snegle eller muslinger. Er du meget heldig, finder du måske en hajtand. Fossilerne kan du beholde og tage med hjem.
Køber man en sommerbillet, gælder den også til Koldkrigsmuseum Stevnsfort og Stevns Museum, der også har daglige sommeraktiviteter for børn og voksne 7 dage om ugen og åbent hver dag fra kl. 10-17. På fortet handler det om spioner og ved Stevns Museum, der ligger ved Stevns Klint, er temaet UNESCO verdensarv og dinosaurernes uddøen.
Deltagerne opfordres til at huske praktisk tøj, gode sko, solcreme og ikke mindst solbriller, da lyset i kalkbruddet altid er meget skarpt!
Fossiljagterne varer 2 timer, inklusive en guidet rundvisning på Geomuseum Faxe.
Prisen er 70 kroner for voksne. Pensionister og studerende 55 kroner. Børn (6-17) 35 kroner. Børn (0-5) gratis
Pris med sommerbillet: Voksne 130 kroner. Børn 50 kroner.
Fossiljagterne foregår hver dag fra tirsdag den 1. juli til og med søndag den 10. august. Alle dage klokken 11 og 14 med mødested på Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe.
Kommentarer