Fotoudstilling om Faxe Kalkbrud i Faxe

Faxe: Geomuseum Faxe åbner en ny særudstilling med fotografier fra Faxe Kalkbrud på søndag
Søndag den 6. april åbner Geomuseum Faxe en ny særudstilling med fotografier fra Faxe Kalkbrud.
Udstillingen er resultatet af arrangementet Naturfotografi i Kalkbruddet der blev afholdt i Faxe Kalkbrud i august 2013. Naturvejleder Sara Gelskov indledte med at fortælle om kalkbruddet og dets historie. Derefter stod billedkunstner Lotte Tauber Lassen for et oplæg om kunstfotografi som inspiration til det at fotografere i kalkbruddets både rå og poetiske landskab, der med de hvide kridtbjerge og de turkis grønne søer taler til alle sanser.
Derefter blev gruppen af cirka 40 fremmødte sluppet løs på egen hånd for at fotografere. Det blev en intens og fin eftermiddag, hvor der blev taget rigtig mange billeder af kalkbruddet fra alle tænkelige leder og kanter.
Udstillingen præsenterer et lille udsnit af dagens mange billeder. Fotografier, der i komposition, farvevalg og stemning udtrykker kalkbruddets særegne natur, kultur og landskab, og formidler de otte fotografers helt personlige indtryk af stedet. Udstillingen hænger på Geomuseum Faxe i sommersæsonen frem til begyndelsen af oktober, hvor den afløses af andre aktiviteter.
– Det her forløb, hvor vi har inddraget vores deltagere fra en naturvejledertur i at skabe en udstilling på museet, har været rigtig spændende, fortæller Naturvejleder Sara Gelskov og fortsætter:
– De billeder der er blevet taget, fortæller historien om kalkbruddet, og så opfordrer det også andre gæster til selv at se på kalkbruddet med nye øjne.
– Vi har desuden været nødt til at tænke nyt, og det har for eksempel betydet, at vi har fået udviklet nogle nye mobile udstillingsfaciliteter, som vi bagefter kan bruge til andre aktiviteter på museet, afslutter Sara Gelskov.
Udstillingen er støttet af Faxe Kommunes erhvervs-og kulturudvalg.
Fotoudstillingen åbnes søndag den 6. april klokken 14.00 på Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe.
Foto: Inger Nielsen
Da jeg så ud over kalkbruddet og så hvor mange veje der faktisk er, var min første tanke, hvor mange skønne ture man kan gå rundt hernede og lade fantasien løbe løbsk, finde fantastiske fotomotiver. Når jeg ser billederne, filosoferer jeg over, hvad vejen ned i søen kan bruges til.
Foto: Inge Ejsing
Varmen i kalkbruddet var blevet endnu mere intens. Solen bagte ubarmhjertigt ned fra en nærmest skyfri himmel. Jeg har altid været fascineret af blomsterigdommen i kalken. Jeg elsker at tage macrobilleder – gerne i frøperspektiv – af blomsterne.
Foto: Dorthe Bang
De store kalkblokke på kanten symboliserer et stop – hertil og ikke længere. Det fremmer en nysgerrighed for at komme op og over på den anden side. Man får lyst til at lede efter de hemmeligheder der gemmer sig dér – i kalkens rige.
Kommentarer