Haslev

Fra varmerekord til nattefrost på 13 døgn

Faxe-området er i dag stået op til efterårets hidtil koldeste morgen kun 13 døgn efter vi slog varmerekorden i oktober

13 døgn efter at oktober slog alletiders varmerekord, og fik folk i vandet ved stranden i Faxe Ladeplads, fik vi i nat efterårets første nattefrost.

Det var kombinationen af klart og roligt vejr i en generelt kølig luftmasse, der i nattens løb sendte temperaturen i bund i den del af kommunen, der ligge inde i landet.

Tættere på kysten er temperaturen højere om efteråret. Faxe Bugt er endnu lun, og selv om vandet taber varme om natten, går det kun meget langsomt. Når overfladevandet bliver kølet ned, bliver det tungere end vandet neden under. Det får det kolde overfladevand til at synke, mens nyt lunere vand kommer op til overfladen. Først når alt vandet er kølet ned, sænkes temperaturen for alvor. Luften lige over vandoverfladen påvirkes af vandets temperatur, og derfor falder temperaturen langsommere ved kysten end i fx Haslev, hvor en læser imorges målte 0,4 graders frost.

Med den første nattefrost den 9. oktober er 2011 et helt almindeligt år, når det gælder den første efterårsnat, hvor der registreres temperaturer under frysepunktet.

I de seneste 15 år er efterårets første nattefrost gennemsnitligt kommet netop den 9. oktober, men datoen kan variere meget fra år til år. I 1995 havde vi allerede frost i august, mens vi i 2001 skulle helt frem til den 8. november, før frosten vandt indpas i Danmark.

Læserfoto er indsendt på adressen Tip@faxe.nu

Kommentarer