Frederik Riber fra Terslev vandt bronze ved EM i håndværk
Haslev: 19-årige bygningssnedker Frederik Riber fra Terslev høstede bronze ved EuroSkills i Gøteborg.
Den 1. til den 3. december samledes knap 500 unge under 26 år fra 35 lande for at dyste i 35 fag ved EM i håndværk, også kaldet EuroSkills i Gøteborg i Sverige.
Det danske landshold bestod af syv unge og fire af dem vandt medaljer, der iblandt 19-årige bygningssnedker Frederik Riber fra Terslev ved Haslev, der vandt bronze.
Frederik Riber fra Terslev deltog i EuroSkills 2016 som den første danske bygningssnedkerelev. Til daglig går han på Roskilde Tekniske Skole og han er ansat hos Tømrermester Madsen i Præstø. Tidligere i år vandt han DM i skills.
Læs også: 19-årige Frederik Riber skal deltage i EuroSkills
Øvrige danske medaljetagere
23-årige Anders Ebbekær Pedersen fra Brørup i Sydjylland vandt guld som landbrugsmaskinmekaniker i Europa. EuroSkills er EM for unge fra erhvervsuddannelserne.
To anlægsgartnere fra Odense vandt bronze 24-årige Anne Møllegaard Rasmussen og 22-årge Chris Johansen.
Landsholdet bestod derudover af 20-årige social- og sundhedsassistent Olivia Rohde Olsen fra Ringsted, gulvlægger Philip Sarel Holtzhausen Knudsen og møbelsnedker Alexander Sten Sanduro.
DM i Skills er danmarksmesterskaberne for unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse. DM i Skills, der afholdes hvert åt, blev afholdt for første gang i 2011 og skal i 2019 afholdes i Næstved. EuroSkills afholdes hvert andet år.
DM i Skills afholdes af organisationen SkillsDenmark, der blandt andet arbejder med talentudvikling inden for erhvervsuddannelserne. SkillsDenmark støttes af Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter, fag, skoler, fonde og virksomheder.
Kommentarer