Frederiks Villa får bonus for at hjælpe kommunen
Faxe Kommune: Flere skal i fleksjob i Faxe Kommune og lokale virksomheder hjælper til
Fra 1. januar 2013 er reglerne omkring fleksjob blevet ændret.
Liv Petersen fra Frederiks Villa har tidligere haft fleksjobbere ansat, men syntes ikke rigtigt, at de nye regler, hvor Frederiks Villa ikke længere ville kunne opnå lønstilskud fra kommunen, var attraktive.
Læs også: Flere skal i fleksjob i Faxe Kommune
Efter en snak med Faxe Kommunes fleksjobambassadør ombestemte Liv Petersen sig.
– Vi har stor glæde af at have fleksjobbere ansat, der kan gå ind og tage nogle af de vagter, der ikke kan bære en fuldtidsstilling. Vi har tidligere haft en række unge ansat, men oplever, at det giver større kundetilfredshed, når man bliver betjent af en ældre og moden medarbejder, udtaler Liv Petersen og hun fortsætter:
– Endelig oplever vi også, at fleksjobberne er meget stabile og modsat de unge ikke først og fremmest kun interesseret i et fritidsjob i en kortere periode.
Frederiks Villa ansatte i april en fleksjobber på de nye regler, hvor det giver meget mindre papirarbejde, ikke at skulle søge kommunen om refusion. Aftalen med Jobcentret indebærer, at Frederiks Villa kun betaler for de timer, fleksjobberen arbejder effektivt, mens fleksløntilskudet dækker de resterende timer. Fleksjobberen får stort set, med kommunens bidrag, det samme som ved en fuldtidsansættelse.
Desuden kan Frederiks Villa hæve en særlig fleksjobbonus fra staten på 25.000 kroner efter et halvt års ansættelse.
Således får både borgeren, Frederiks Villa og Jobcenter Faxe fordele af aftalen.
Den hyggelige butik Frederiks Villa ligger centralt i Faxe Ladeplads. Her kan man købe alt fra tøj over brugskunst til helsekost. En lille cafe er knyttet til villaen og i sommerhalvåret holder en filial åbent på Feddet.
Kommentarer