Frederiksmindevej 4 er sendt på tvangsauktion

Retten_Naestved_01
Faxe: Et dødsbo har sendt ejendommen Frederiksmindevej 4 i Faxe på tvangsauktion

Ejendommen Frederiksmindevej 4 beskrives som et enfamiliehus opført i 1936 i røde mursten og med rødt tegltag. Det bebyggede areal er 80 m² og der er en fuldt udnyttet tagetage på 35 m². Ejendommen har i vidt omfang termoruder. Huset opvarmes med fjernvarme.

I stueplan er der entre med trappe til 1. sal og nedgang til kælder, elementkøkken i åben forbindelse med stuen. Fra stue er der udgang til træterrasse. Der er badeværelse med bruseniche. På repos på trappen til 1. sal er der et toilet og på 1. sal er der soveværelse med udgang til tagterrasse samt 2 værelser.

Kælderarealet udgør 80 m². Kælderen indgår ikke i beboelsen. Der er fire disponible rum, hvor det ene indeholder vaskerum, et indeholder anlæg til fjernvarme samt en garage med port.

Elinstallationer hænger flere steder ud af væggene. Eltavle er med automatsikringer.
Vandmåleren er demonteret på ejendommen i forbindelse med vintersikring.

Der er på ejendommen en udhusbygning, der ikke er registreret i BBR. Udhuset er opført i træ og med fladt tag.

Grunden er på 1.013 m².

Ejendomsværdien er sat til 1.250.000 kroner, heraf grundværdi 442.000 kroner.

Tvangsauktionen afholdes onsdag den 22. oktober klokken 11:50 ved Retten i Næstved.

Kommentarer