Fremover skal vejarbejde genere bilisterne mindre
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/06/vejarbejde.jpg)
Faxe kommune har sammen med 57 andre kommuner indgået en vigtig samarbejdsaftale med Vejdirektoratet
58 af landets kommuner har indgået en samarbejdsaftale med Vejdirektoratet om vejarbejder på det danske vejnet.
Med samarbejdsaftalen vil bilisterne i de berørte kommuner og motorveje opleve en mere hensigtsmæssig fordeling af vejarbejder på vejene, så man kommer nemmere og hurtigere frem.
Med aftalen forpligter kommuner og Vejdirektoratet sig til at planlægge vejarbejder, så der er færrest mulige konsekvenser for trafikken – for eksempel ved at undgå at lægge to vejarbejder på samme vigtige strækning samtidig.
– Det her er den helt rigtige vej at gå. Jeg hører ofte, at koordineringen og planlægningen af vejarbejder er for dårlig. Det gør vi nu noget ved, siger transportminister Pia Olsen Dyhr.
– Med samarbejdsaftalerne og arbejdet med det strategiske vejnet følger vi op på anbefalingerne fra Trængselskommissionen, der i sin betænkning foreslår, at der etableres et styrket samarbejde om information om og planlægning af vejarbejder. Det er et vigtigt arbejde og det er godt, at kommunerne også bakker så massivt op om det, siger Pia Olsen Dyhr.
Bedre oplevelse for trafikanter
– Samarbejdet om at koordinere kommunernes og statens vejarbejder på tværs er et vigtigt skridt i en bedre oplevelse for alle trafikanterne på vores veje. Det er vores håb, at trafikanterne vil kunne mærke forskel i forhold til før, men i virkeligheden skal succesen snarere måles på det modsatte. Nemlig om trafikanterne undgår at opleve unødige gener i forbindelse med de vejarbejder, der trods alt er nødvendige for at vedligeholde vejnettet, siger Per Jacobsen, der er vejdirektør i Vejdirektoratet.
– Vi er utroligt glade for den opbakning og det engagement, vi har oplevet hos kommunerne og andre myndigheder i forløbet frem til denne samarbejdsaftale. Det lover godt for både trafikanterne og for os med ansvaret for vejene, siger Per Jacobsen.
De 58 kommuner er alle en del af Det strategiske vejnet, der er udpeget som særligt vigtige strækninger, hvor det har store konsekvenser for trafikken, hvis der sker planlagte eller ikke-planlagte hændelser såsom vejarbejder og uheld. Aftalen, der er frivillig, er indtil videre faldet på plads i over halvdelen af de involverede kommuner, og det er Vejdirektoratets forventning, at også de resterende kommuner underskriver aftalen i løbet af efteråret.
Web-baseret kortløsning
I forbindelse med samarbejdsaftalen stiller Vejdirektoratet et web-baseret overblikskort over vejarbejder til rådighed, som kommunerne automatisk melder deres vejarbejder ind til. Her kan de desuden holde øje med de øvrige vejarbejder på de centrale strækninger og dermed planlægge egne vejarbejder mere hensigtsmæssigt.
Overblikskortet er offentligt tilgængeligt, men henvender sig hovedsageligt til professionelle vejfolk i stat og kommune med henblik på at planlægge kommende vejarbejder. Ønsker man som bilist at holde sig orienteret om aktuelle vejarbejder, giver det zoombare kort på trafikken.dk fortsat det bedste overblik over forholdene på vejene.
De 58 kommuner, der er med i samarbejdet er:
Albertslund, Allerød, Assens, Brøndby, Brønderslev, Esbjerg, Favrskov, Faxe, Fredensborg, Fredericia, Frederikshavn, Furesø, Faaborg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Guldborgsund, Haderslev, Hedensted, Herlev, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Horsens, Hørsholm, Ikast Brande, Ishøj, Kerteminde, Kolding, København, Køge, Lejre, Lolland, Lyngby-Taarbæk, Middelfart, Mariager Fjord, Nyborg, Næstved, Odense, Randers, Rebild, Ringsted, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Skanderborg, Slagelse, Solrød, Sorø, Syddjurs, Vallensbæk, Vejen, Vejle, Vordingborg, Aabenraa, Aalborg, Aarhus.
Herudover forventes der også indgået samarbejdsaftaler med Sund & Bælt og Øresundsbrokonsortiet.
Kommentarer