Frimærke med schweisshunden Audi fra Haslev
Her er frimærket med schweisshunden Audi fra Haslev.
Flere måneders venten i spænding og ivrig logren med halen er ovre. Nu sender PostNord frimærkeserien med danskernes hunde på gaden, og ét af frimærkerne prydes af den 9-årige gule labrador Audi fra Haslev, der er schweisshund og sammen med sin ejer Leif Stonor Nielsen gør en indsats for dyr i nød. Audi er udvalgt blandt tusindvis af hunde i PostNords konkurrence, hvor danskerne kunne nominere deres firbenede venner til at komme på frimærke.
– Audi er en helt særlig hund, der betyder alt for mig. Hun er en uundværlig del af mine opgaver som registreret schweisshundefører, når vi f.eks. skal ud og eftersøge påkørt hjortevildt. Jeg har fortalt familie og venner, at nu hvor frimærket med Audi udkommer, så skal de ikke forvente at få mails fra mig længere, men i stedet en hilsen med brev, siger Leif Stonor Nielsen.
Audi har været en del af Leifs familie, siden hun blev født. Han fortæller, at Audi er tredje generations schweisshund og bestod godkendelsesprøven, da hun var bare 14 måneder gammel. I alt har hun deltaget i hele 900 eftersøgninger og fundet rigtig mange dyr gennem tiden.
PostNord udvalgte i marts i samarbejde med Dansk Kennel Klub fem vindere i konkurrencen, og nu er frimærkerne altså klar. Udover Audi er de fire andre vindere schæferen Theo fra Kibæk i Vestjylland, de islandske fårehunde Gaia, Bliða og Píla fra Hadsten i Østjylland, golden retrieveren Chivas fra Gørløse i Nordsjælland og den glathårede foxterrier Mille fra nordjyske Ejdrup.
– Vi har glædet os helt vildt til at kunne vise frimærkerne med vinderhundene, som på hver deres måde fortæller en flot historie. Vi har oplevet en overvældende interesse fra danskerne for at få deres firbenede venner på frimærke, og vi håber, at der bliver taget rigtigt godt imod dem, siger Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker.
Frimærkerne udkommer i et oplag på flere millioner, og de har værdien 10 kr., så de kan bruges til at sende et almindeligt brev. De kan købes fra 19. september i PostNords netbutik, PostNords app og på udvalgte posthuse.
Kommentarer