Frisør Simone Dyrlund Hyllehøj Arnoldi vandt guld
Simone Dyrlund Hyllehøj Arnoldi fra Faxe Ladeplads var blandt de lokale håndværkertalenter, der vandt guld med EUC Sjællands skolemesterskaber ved Næstved Storcenter.
Det blev til flere lokale mestre, da EUC Sjælland afholdt skolemesterskaber i Skills i 11 forskellige håndværksfag i og ved Næstved Storcenter.
Det var kun lige, at de bredeste vindersmil kunne komme gennem svingdørene i Næstved Storcenter, da to konkurrencedage fredag kulminerede med kåringen af EUC Sjællands skolemestre i 11 forskellige håndværksfag. De har nu udsigt til at skulle forsvare skolens ære ved Regionsmesterskaberne i Skills, der er sidste skridt inden DM i Skills i Herning til januar.
For første gang nogensinde havde EUC Sjælland samlet skolemesterskaberne i 11 fag og under sloganet “Håndværkerguld” flyttet dem uden for skolens normale undervisningslokaler i Køge, Næstved og Haslev. Det betød anderledes omgivelser med konkurrenceområde både i og uden for Næstved Storcenter og væsentligt mere opmærksomhed end normalt.
Det sidste en væsentlig årsdag til at mesterskaberne i år blev afviklet ved storcentret.
– Vi vil gerne vise vores uddannelser og vores faglighed frem. Ved at gøre det på denne måde, så flytter vi vores skole og det vi kan, ud til borgerne i regionen. Ikke bare som et udstillingsvindue, men også som en ramme, hvor der kan snakkes erhvervsuddannelse mellem os og alle de nysgerrige, der har kigget forbi hen over de to dage, forklarer direktør på EUC Sjælland, John Norman, der selv tog en tjans i Næstved Storcenter for at snakke erhvervsuddannelse med publikum.
– Vi skal gøre et eller andet, hvis vi vil tiltrække elever til erhvervsuddannelserne. Ikke kun for os, men generelt. Og her er øget synlighed et af flere nødvendige tiltag, forklarer han.
Øget synlighed omkring erhvervsuddannelserne er dog ikke den eneste tanke bag udflytningen af skolemesterskaberne. For EUC Sjælland har det også handlet om første skridt frem mod DM i Skills på hjemmebane i Næstved i 2019. Her er ambitionen at stå stærkest muligt, og talentarbejdet er startet allerede i år med de elever, der stillede op i Næstved Storcenter.
– Talent skal plejes, og det gælder også når det handler om godt håndværk. De bedste elever skal have muligheden for at blive endnu bedre, og en chance for at vise det med og mod andre talenter fra resten af landet, måske endda internationalt ved WorldSkills, hvis man er dygtig nok. Det er det, som vi målrettet investerer i nu, og første skridt er disse skolemesterskaber, forklarer EUC Sjællands talentchef Henrik Helge.
Og talent var der masser af. Også blandt de lokale deltagere. Således kunne 20-årige Troels Strøyer Christophersen fra Mern hjemtage guld hos flisemurererne, mens 25-årige Simone Dyrlund Hyllehøj Arnoldi vandt guld hos frisørerne og Jakob Jørgensen triumferede inden for personvognsmekaniker-uddannelsen.
I DM-vindernes fodspor
EUC Sjælland har tidligere demonstreret, at lokalt talent kan gå hele vejen, når der skal kåres danske mestre inden for håndværksfagene. Ved DM i Skills tidligere i år vandt således Mille Christine Eriksen og Alexander Juhlin Jensen guld inden for bygningsstruktør-uddannelsen. Arvtagerne blev fundet ved Næstved Storcenter og bliver 20-årige Mathias Dahl Pedersen fra Fensmark og Mads Omø Beyer fra Slagelse.
De kan gå hele vejen, fastslår deres talenttræner på EUC Sjælland, struktørfaglærer Steffen Halberg.
– De har evnerne og de har gået op og ned af Mille og Alexander, der har øset af deres erfaringer og fungeret som hjælpetrænere. Og de to er jo så også i sig selv en inspiration, fordi de har vundet DM, forklarer Steffen Halberg, der ser skolemesterskaberne som en succesfuld gulerod for elever, der gerne vil noget med deres fag.
– Det giver ekstra motivation at vide, at man skal ud og vise sit fag frem og dyste i det. Med det fokus vi har på skolemesterskaberne, så viser vi også, at vi tror på dem som talenter, og til sammen giver det et stærkt engagement. Og så skal man jo heller ikke glemme, hvor meget det også er med til at udvikle de her elever – også som mennesker, slår han fast.
I første omgang gælder det dog for vinderne – og i flere fag også toerne – om at klare sig godt ved regionsmesterskaberne senere i år. Herfra går de bedste videre til DM i Skills, der er danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelser. Det afvikles denne gang i Herning til januar, mens Næstved er vært i april 2019.
Vinderne ved EUC Sjællands skolemesterskaber:
Frisør: Simone Dyrlund Hyllehøj Arnoldi (Katrine Boas ApS)
Murer: Philip Skovsgaard Gevad (Lind & Risør)
Flisemurer: Troels Strøyer Christophersen (Murermester Carit Jensen)
Elektriker: Emil Lennart Nielsen (Di-Teknik)
Bygningsstruktør: Mads Omø Beyer og Mathias Dahl Pedersen (Brdr. H & S Jensen Skælskør ApS)
Anlægsstruktør: Philip Ring Andreasen (Karise Anlæg og Byg A/S) og Frederich Victor Gamst-Halle Larsen (Entreprenør Jes Pedersen, Sorø ApS)
Smed: Sune Bjergsted Hansen (Kongskilde Industries A/S)
VVS-energi: Benjamin Vessel Kristoffersen (Sørens Blikkenslagerforretning ApS)
Personvognsmekaniker: Jakob Jørgensen (Kongsted Autoværksted ApS)
Tømrer: Mikkel Olsen (Trøjgaard Müller)
Bygningsmaler: Anja Termansen (Vj Malerservice)
Kommentarer