Haslev

Frisørelev fra Haslev deltager i DM i Skills

Haslev: 22-årige frisørelev Maja Friis-Holm fra Haslev deltager i slutningen af ugen i DM i Skills i Fredericia.

En frisørelev fra Haslev deltager i DM i Skills 2016, der finder sted fra torsdag den 4. til lørdag den 6. februar i Messe C i Fredericia. Her vil 300 kosmetikere, glarmestre, frisører, møbelpolstrere, smørrebrødsjomfruer og andre unge mennesker, der er under uddannelse i et håndværk, deltage i tæt indbyrdes konkurrence.

En af årets 300 deltagende er den 22-årige frisørelev Maja Friis-Holm fra Haslev. Hun deltager sammen med fem andre elever fra EUC Sjælland i Næstved, hvor hun længe har trænet på skolens forskellige talenthold. Maja er elev hos ML Design i Jernbanegade 77C i Haslev.

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 af de absolut dygtigste elever på erhvervsskolerne er med som deltagere. Eleverne skal dyste inden for 36 konkurrencefag, der dækker hele det brede spektrum af danske erhvervsuddannelser. Sammen med de 15 demonstrationsfag der også vises frem, dækker DM i Skills altså godt halvdelen af alle 107 erhvervsuddannelser, der udbydes i Danmark.

Der forventes omkring 60.000 gæster, som over de tre dage kan følge med i konkurrencerne.

Man kan læse mere om DM i Skills på www.skillsdenmark.dk.

Kommentarer