Frivillige hjælper ægtepar ramt af demens
Faxe Kommune: Faxe Kommunes demenskonsulenter er tovholdere på et nyt netværk, der skal hjælpe ægtepar ramt af demens.
Tirsdag den 19. maj klokken 17.00 inviterer Faxe Kommunes demenskonsulenter til et informationsmøde om et nyt frivilligt netværk for demensramte, på Dalgården i Rønnede.
Det nye netværk kan give ægtepar, hvor den ene er ramt af demens, en håndsrækning og mulighed for at foretage sig aktiviteter hver for sig.
Måske kan den raske ægtefælle tage til frisør, mens den frivillige går en tur, lytter til musik eller læser avisen med den anden. Tanken er, at man som ægtepar kan tilmelde sig det frivillige netværk og blive tilknyttet en frivillig.
I Faxe Kommune er 598 mennesker ramt af en demenssygdom, fordelt på 204 mænd og 395 kvinder. På landsplan drejer det sig om 92.288. I takt med at vi bliver ældre er tallet af demensramte stigende. Således forventes tallet i Faxe Kommune at være steget til 938 i 2030.
En del af de mennesker der er ramt af demens bor i eget hjem med en ægtefælle. Det er ofte en udfordrende livssituation for begge, der præger hverdagslivet på mange måder, alt efter hvor fremskreden demenstilstanden er. Mange af disse ægtepar kommer ikke meget udenfor hjemmet og oplever en stor indskrænkning i det sociale liv. Den der er ramt demens kan ofte have svært ved at orientere sig både i og udenfor hjemmet og kan derfor ikke lades alene. Ikke sjældent bliver døgnrytmen ændret, så begge får lidt og/eller afbrudt søvn.
Kommunens demenskonsulenter og frivillighedskoordinatoren er tovholdere på det nye netværk og initiativet er sat i værk af midler fra Ældrepuljen og Center for Sundhed & Pleje
Alle der har en ledig time eller flere en gang i mellem og har lyst til at gøre en forskel, kan høre mere på informationsmødet.
Tilmelding til informationsmødet, kan ske til frivilligkoordinator Judit Bodal på mobil 2117 88 12 eller e-mail broda@faxekommune.dk
Informationsmøde om det frivillige netværk afholdes tirsdag den 19. maj klokken 17.00 på Dalgården, Thujavej 19 i Rønnede.
Kommentarer