Der er fugleskydning i Karise på mandag
Karise: Bestyrelsen i en af de ældste lokale foreninger i Karise har gjort ’Fuglen’ klar til årets Fugleskydning i Karise.
Mandag den 11. juli gentager Karise og omegns Fugleskydnings Selskab den traditionelle, årlige Fugleskydning.
Dagen starter klokken 7.30 ved Karise Højskole, hvor man hilser med Dannebrog, og klokken 8.00 begiver de fremmødte sig i procession gennem byen, med fanen højt og sidste års fuglekonge Jesper Jensen, Karise og æresmedlemmer køres i ’Krone 9’ til skydepladsen ved Tokkeskov, hvor der bydes på morgenkaffe. Der er opsat et stort festtelt og toilet med videre.
Skydningen med videre starter klokken 10 hvor der indledes med instruktion og uddeling af skyttenumre med mere. Ud over ’Fuglen’ er der Skydning til ’Skive og trekanter’, Keglebane, ’Søm i planke’ samt gættekonkurrence og lotteri. Afbrudt af frokost klokken 12.30 fortsætter skydningen med mere til ’Fuglen’ er ’død’, som forventes at ske cirka klokken 17, hvor konkurrencerne afsluttes med præmieuddeling.
– Bestyrelsen og flere af foreningens medlemmer har forberedt arrangementet, og man regner med, at rigtig mange vil møde op til en virkelig hyggelig dag, fortæller æresmedlem Svend Aage Hansen.
Tilmelding kan ske til bestyrelsen eller ved at møde op til Fugleskydningen.
Alle er velkommen.
Faxe.nu støtter aktive foreninger, klubber og lokale ildsjæle, og bringer nyt om kommende arrangementer og begivenheder i Faxe-området. Oplysninger og fotos samt information om arrangementer osv. kan sendes pr. e-mail til tip@faxe.nu. Det er gratis.
Kommentarer