Fup-grønne politikere i motorvejs-trance
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/11/debat_logo-620x316.jpg)
Debat: Både Faxe og Næstved Kommuner promoverer sig selv som klimakommuner. Og regeringen underskrev i sidste måned en skelsættende klimaaftale i Paris på COP21-mødet her.
Indsendt af Holmegaard Mose Komiteens talsmand, Jesper Petersen, Søtorupvej 5, 4690 Haslev.
Alligevel arbejder de to sydsjællandske kommuner samt Transport- og Bygningsministeriet enøjet for en særdeles klima- og naturfjendsk motorvejsløsning mellem Næstved -Rønnede-København.
Oven i købet til trods for, at flere organisationer og borgere siden 2012 har gjort opmærksom på en både billigere samt mere natur- og klimavenlig løsning på trafikproblemerne mellem Næstved og Rønnede. Nemlig den såkaldte linieføring D fra Holme-Ostrup og sydøst og øst om Haslev.
I et sidste forsøg på at få beslutningstagerne ud af deres motorvejs-trance har Holmegaard Mose Komiteen d.d. skrevet direkte til borgmestrene i klima(!)kommunerne i Næstved og Faxe samt Transport- og Bygningsministeren og bedt dem forholde sig til de stærke argumenter bag linieføring D, anbefalet af bl.a. den lokale trafikgruppe, Toksværdgruppen og Svend Åge Hansen fra Karise, der i flere år har dokumenteret fornuften ved denne vejløsning.
”Man er jo ikke en troværdig klimakommune eller minister anno 2016, hvis man blokerer for en ordentlig forundersøgelse af et stort vejprojekt, der umiddelbart ser ud til at spare samfund og miljø for 30 procent CO2-udslip pr. år og måske endnu mere i etableringsfasen”, lyder det fra komiteens talsmand, Jesper Petersen
I august sidste år udkom Vejdirektoratets 191 sider lange rapport ”Høringsnotat Rute 54 Næstved- Rønnede, VVM-undersøgelse. Indledende høring”. Skudt igang bl.a. med et offentligt møde i Toksværdhallen 17. december 2014, hvor 150-200 fremmødte blev opfordret til skriftligt at give deres mening til kende. 36 valgte at gøre det. Hvoraf flere efterlyser en ordentlig forundersøgelse af dét vejforslag som transportminister m.fl. på forhånd kasserede i 2014.
Vejdirektoratet (VD) giver i rapporten ingen troværdig forsikring om, at myndighederne i den aller sidste del af undersøgelsesfasen frem mod årets udgang vil forholde sig seriøst til linieføring ”D” på lige fod med de øvrige.
”For at denne indledende høring ikke kun opleves som en proformaforestilling og for at sikre folkelig opbakning til motorvejsprojektet på den lange bane, bør borgerne reelt inddrages. Det er indtil videre ikke sket i denne proces. ..Derfor bør borgernes forslag om en alternativ linieføring D medinddrages i VVM-undersøgelsen.”
Sådan skriver Ericka Heyckendorff i sit høringsindlæg (nr.18). Og kritikken står ikke alene. 441 borgere har med deres underskrift støttet Toksværdgruppens alternative vejforslag, der ikke blev udvalgt til at blive VVM-undersøgt sammen med tre motorvejsforslag mellem Næstved og Rønnede
Nu har Holmegaard Mose Komiteen (HMK) så valgt at skrive direkte til borgmester Knud Erik Hansen (A) i Faxe samt hans kollega og partikollega Carsten Rasmussen i Næstved, plus transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt og bedt dem om forholder sig helt konkret til Toksværdsgruppens gennemarbejdede linieføring D-forslag som det meget grundigt er præsenteret af Dan H. A. Kristensen som høringsindlæg nr.14 i VDs rapport.
I brevet beder HMK især borgmestere og transportminister om at forholde sig til de vægtige CO2-fortrin ved linieføring D, der vil spare miljøet for flere tusind tons CO2 pr. år.
En hurtig vurdering viser, at man ved at gøre linieføring D til en motortrafikvej med en fartbegræsning på 90 km i timen, vil kunne nå til København via landsbyen Høsten Torp på den sammen tid som via en ny motorvej mellem Næstved og Rønnede. Men med en tredjedel mindre CO2-forurening. Samt et markant billigere, plus mindre natur- og miljøødelæggende, anlægsarbejde. Ligesom vejen kan anlægges meget hurtigere.
HMK appellerer samtidig til at man undersøger/vælger en motortrafikvej og helt og aldelse forlader ideen om en motorvej, hvorved linieføringens miljøgevinst øges yderligere. Ifølge Toksværdgruppen vil 65 procent af den nuværende trafik kører over D-linieføringen i fremtiden. ”Hvorefter de resterende 35 procent vil have en nydelig og rummelig eksisterende Næstved-Rønnede landevej at køre på”, som Svend Åge Hansen har udtrykt det.
Holmegaard Mose Komiteen påpeger nødvendigheden af en 100 procent faunavenlig vejudformning på 1-2 km af forløbet mellem Hesedeskoven og Porsmosen, der er det eneste sted, hvor det er helt afgørende – og muligt – at man tager ekstraordinære naturhensyn.
Holmegaard Mose Komiteen understreger endvidere, at det oprindelige forslag fra Toksværd Gruppen og Svend Åge Hansen med to linieføringsmuligheder nord for Hesedeskoven ikke kan støttes.
”Forslaget om en vej østpå fra Stoksbjerg til lidt nord for Gisselfeld Slot og videre til syd om Nielstrupsøen til motorvejen ved Ulse er på alle måder et uigennemtænkt vildskud”, siger Jesper Petersen. ”Linieføringen syd, øst og nordøst om Haslev er tilgengæld et pletskud.”
Ligesom Toksværdgruppen har også HMK flere gange henvendt sig til Vejdirektoratet, transportministeren m.fl.med appeller om seriøst at forholde sig til forslaget om at lade en motortrafikvej løbe langs med den ekisterende jernbanelinie mellem Næstved indtil syd for Haslev. Senest i januar 2013.
Fremtiden vil vise om borgerinddragelse og vægtige argumenter reelt betyder noget, eller om alt i virkeligheden er forudbestemte politiske studehandler, og høringsprocesser m.v. blot er spil for galleriet.
Læs mere på HMKs hjemmeside: www.holmegaardmose.dk
Kommentarer