Fusion af turistforeningerne er strandet

Rødvig: Turistforeningerne i Faxe og Stevns kommuner har sat fusionsplanerne på pause
Turistforeningerne i Faxe og Stevns kommuner er utilfredse med at de to kommuner har skåret i det økonomiske tilskud. Derfor er fusionsplanerne sat på pause.
Læs også: Turistforeninger får ikke økonomisk fordel af fusion
De to turistforeninger har i 2013 fået kommunale tilskud på i alt omtrent 1,6 million kroner. Men begge kommuner har for nylig nedsat deres tilskud til 650.000 kroner om året, så den nye organisation kun får 1,3 million kroner i årligt tilskud.
Det mener de to bestyrelser ikke er nok til at realisere fusionsplanerne. På et møde i mandags besluttede de derfor at indstille fusionsforhandlingerne. De vil nu forsøge med en ny forhandling med kommunerne.
– Jeg mener fortsat, at det er et fornuftigt tilskud set over en fire-årig periode. Man skal jo også se på de fusionsgevinster, der er. Og i den sammenhæng mener jeg, at de fokuserer alt for meget på pengene, siger formanden for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns Kommune, Mogens Haugaard (V) til Dagbladet.
Kommentarer