Fyraftensmarathon i Haslev på torsdag
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/12/fyraftens_marathon.jpg)
Haslev: To lokale løbeentusiater afholder på torsdag det første “fyraftensmarathon” i Haslev
Torsdag den 12. december klokken 15.30 går det løs med det første “fyraftensmarathon” i Haslev. Idémændene bag løbet, Brian Lindholm-Larsen og Ole Hansen, der begge er fra Haslev, vil ikke alene afholde det første marathonløb i Haslev nogensinde. Deres plan er at afholde et marathonløb mindst en gang om måneden.
Derfor er der allerede sat tid og dag på det næste løb, der finder sted 3. juledag, fredag den 27. december klokken 8.30
Formålet med Haslev-Marathon er at være et supplement til alle de gode marathonløb, der allerede eksisterer.
Løbene har start og mål samt depot ved Haslev FC på Stadionvej. Der er parkeringspladser i tilknytning til klubhuset.
Ruten er en rundstrækning, som løbes 8 gange for marathon. Da dele af løbene vil foregå efter solnedgang er ruten lagt, så den så vidt muligt er oplyst. Ruten er hovedsagligt lagt på gang/cykelsti og underlaget er asfalt. I tilfælde af sne vil ruten normalt blive ryddet. Ruten vil være markeret med pile og plastikstrimler.
Der vil være depot for hver omgang (5,275km), med vand, sodavand, slik med videre.
Hver deltager er ansvarlig for egen tidtagning. Alle deltagere starter samtidig. Der lægges et stopur i depotet. Efter gennemførsel noteres den enkelte deltagers tid ind på skema i depot.
Der vil være mulighed for at benytte sig af toilet og omklædningsrum i HFC´s klubhus. Men det er ikke muligt at benytte badefaciliteterne.
Priserne for deltagelse er:
- 75 kroner for marathon inklusive medalje, diplom, depot.
- 50 kroner for halvmarathon inklusive diplom og depot.
- 50 kr. for andre 1 til 3 omgange inklusive depot.
Man kan tilmelde sig hos Brian på telefon 31 70 82 45 eller Ole på telefon 29 25 24 12. Tilmeldingsfristen er den 10. december.
I forbindelse med tilmelding bedes man indbetale deltagergebyr til konto i Danske Bank, reg.0575 konto 4407435710. Ved sen tilmelding kan betaling ske på løbsdagen.
Løbet gennemføres såfremt der er mindst 3 deltagere til start med intention om at gennemføre.
Torsdag den 12. december klokken 15.30 går starten til det første “fyraftensmarathon” ved Haslev FC, Stadionvej 10, 4690 Haslev.
Kommentarer