Haslev

Fysiktime flyttet til Haslev Kirkes orgel

peter_arendt

Haslev: Eleverne i 1. b på Midtsjællands Gymnasium MSG i Haslev fik tirsdag morgen fysikundervisning i Haslev Kirke.

Tirsdag den 3. marts om morgenen havde Midtsjællands Gymnasium MSG i Haslev flyttet en fysiktime hen i Haslev Kirke, hvor der står et stort orgel. Og hvor organist Peter Arendt meget gerne forklarer, fortæller og også spiller på det store orgel.

Eleverne i 1. b på MSG Haslev er i gang med bølgelære i fysik, hvor de lærer om lydbølger, interferens og resonans.

Peter Arendt havde taget en af de store orgelpiber ud og forklarede, hvordan tonen dannes ved at der blæses luft hen over en spalte, ligesom i en blokfløjte. Jo længere pibe, jo dybere tone.

– Nu skal jeg vise jer det, siger Peter Arendt, og sætter den lange pibe for munden og blæser.

Orglet er mange meter højt og fylder betydeligt mere end et almindeligt værelse. Midt i det hele sidder organisten ved klaviaturet og spiller på både tangenter og pedaler. Peter Arendt havde i dagens anledning åbnet alle lugerne ind til instrumentets inderste, så eleverne kunne se alle 2416 orgelpiber. Faktisk kunne de gå rundt inde i orglet, mens han spillede på det.

Fysiklærer Christina Anghel samler klassen foran instrumentet, mens Peter Arendt vælger en dyb tone ud og spiller den, så man kan mærke luften vibrere på den store pibe. 110 Hertz svinger den med.

– Hvad skal vi bruge mere til at regne længden af piben ud? spørger Christina.

– Bølgelængden, lyder det rigtige svar. Og den skal så regnes ud.

– Den er 3,3 meter, siger en af pigerne.

Så skal tallene bare indsættes i den formel, som de har med hjemme fra klasseværelset. På papiret skal orgelpiben være cirka 82 centimeter lang. Men den rigtige orgelpibe er altså dobbelt så lang som teorien siger.

– Sådan er fysik. Nu skal vi tjekke fejlkilderne, siger læreren.

Det kræver lidt hovedbrud, for ingen af de almindelige usikkerheder i fysik kan forklare, at den beregnede længde er halvt så lang som den virkelige. Men sammen med Peter Arendt finder man endelig løsningen: Orgelpiben er ikke lukket for oven.

Eller, som det hedder i organist-sprog: Den har ikke hat på. Hvis den havde haft hat på, skulle den kun være halvt så lang for at nå den samme dybe tone.

Og så passer formlen alligevel. Elevernes teori og kirkeorglets virkelighed kunne faktisk mødes, den tirsdag morgen i Haslev Kirke.

peter_arendt_2

Kommentarer