Gå på skattejagt m/GPS i Frøgården
Haslev: Som en del af Sommeraktiviteter i Frøgården vil der i morgen, torsdag være mulighed for at gå på skattejagt med GPS .
”I morgen kommer kommunens naturvejleder Sara Gelskov og arrangerer en GPS skattejagt med naturen som tema. Skattejagten er for de 9 til 16-årige og tilmelding er ikke nødvendig. Bare kom som du er, vi har GPS’er”: siger Berit Pallesen, som er beboerrådgiver i Frøgården, til Faxe.nu.
Da Faxe.nu var på besøg onsdag eftermiddag, var lidt over 70 børn og unge i fuld sving med de forskellige aktiviter. Der blev spillet fodboldturnering i den oppustelige fodboldbane, danset Zumba, bagt snobrød og lavet popcorn ved bålstederne, malet ansigtsmaling, arbejdet med nålefilt og lavet smykker.
Det er nu tredje sommer at Frøgården i samarbejde med SSP-koordinator i Faxe Kommune, Ops-team Haslev og Klub Tingvej arrangerer Sommeraktiviteter på den store plæne i Frøgården.
Frøgården, der er bygget i tre etaper, hvoraf den ældste er 42 år gammel, er en afdeling af Lejerbo. De to ældste etaper er for få år siden blevet renoveret med tilskud fra Landsbyggefonden. Efterfølgende er der bevilget penge til et femårigt bolig-socialt projekt, der har til formål at skabe øget trivsel og engagement hos beboerne ved at styrke det sociale liv gennem fælles aktiviteter.
Adresse: Frøgårdsvej 20, Haslev. Tidspunkt kl. 13.00
Kommentarer