Det går tilbage med sundheden i Region Sjælland
Region Sjælland har netop udgivet en ny rapport om indbyggernes trivsel, sundhed og sygdom.
I alt 34.000 borgere på 16 år eller derover med bopæl i Region Sjælland blev i begyndelsen af 2017 inviteret til at deltage i spørgeskemaundersøgelsen ’Hvordan har du det?’, der er den tredje undersøgelse i rækken. Der blev inviteret 2.000 borgere fra hver af de 17 kommuner i regionen.
I alt 19.134 af de 34.000 adspurgte borgere valgte at deltage. Det giver en svarprocent på 56,3 procent, en stigning på 7,5 procentpoint siden 2013. I Faxe kommune deltog 53,5 procent af de adspurgte, hvilket gav i alt 1.069 svar.
Mange af spørgsmålene er ændret siden 2013, så det er ikke muligt at foretage direkte sammenligninger.
Men ifølge sundhedsprofilen er alle de udvalgte fysiske og psykiske gener er blevet mere udbredt i befolkningen siden 2013. For eksempel er antallet af trætte borgere i Region Sjælland steget fra 16,6 procent i 2010 til 21,8 procent. Antallet af borgere med søvnbesvær er steget fra 10,7 procent i 2010 til 15,6 procent sidste år.
Alligevel ser det ud til at de adspurgte generelt er tilfredse med livet. I Faxe Kommune er 80 procent af de adspurgte borgere tilfredse med livet. I Stevns Kommune er 83 procent tilfredse med livet. Topscoreren er Lejre Kommune med 86 procent og i bunden finder vi Slagelse med 75 procent.
På spørgsmålet om hvorvidt de adspurgte havde et godt eller dårligt selvvurderet helbred har 82 procent sagt ja til godt i Faxe kommune og 81 procent har sagt ja i Stevns. Her er topscoreren Solrød med 86 procent. Lolland og Odsherred deler sidstepladsen, med 76 procent.
Den tilsvarende undersøgelse i 2013 viste at 85 procent af borgerne i Faxe Kommune mente, at de havde et godt, vældig godt eller fremragende helbred.
Flere rygere
I 2010 var der 24 procent daglige rygere i Faxe Kommune, i 2013 lå tallet på 18 procent. I den nye sundhedsprofil kan man læse at det tal er steget til at 19 procent ryger dagligt og 30 procent af dem fortsætter med at ryge selv om deres læge har rådet dem til at stoppe. I Stevns kommune ryger 20 procent fortsat dagligt og 24,1 procent af dem fortsætter med selv om deres læge har rådet dem til at stoppe.
Læs også: 2.000 borgere skal tegne Faxe Kommune’s sundhedsprofil
Når man ser på borgere med dårligt fysisk og mentalt helbred, opgjort på kommuner oplyser 13,5 procent i Faxe Kommune at de har et dårligt fysisk helbred og 13,2 at de har et dårligt mentalt helbred. I Stevns Kommune er 12,6 plaget af dårligt fysisk helbred, mens 12,3 har et dårligt mentalt helbred.
Topscoreren i dårligt fysisk helbred er Lolland med 19,5 procent. Lavest ligger Solrød kommune hvor kun 9,6 lider af et dårligt fysisk helbred. Slagelse er topscoreren i dårligt mentalt helbred med 16,5 procent og her er det Lejre der klarer sig bedst med kun 9,5 procent.
Andelen af borgere i Faxe Kommune, der er uønsket alene ligger på 7.1 procent. Det tilsvarende tal i Stevns Kommune er 5 procent. På Lolland ligger tallet på hele 8,8 procent mens det går meget bedre i Lejre hvor andelen ligger helt nede på 3,8 procent.
Andre nøgletal Faxe Kommune
- 25 procent har et højt stressniveau.
- 65 procent af de adspurgte lider af én eller flere langvarige sygdomme (multisygdom).
- 18 procent lider af mindst en af fire udvalgte sygdomme (KOL, diabetes, hjerte-kar-sygdom eller kræft.
- 49 procent vil gerne spise mere sundt og 23 procent ønsker hjælp til det.
- 7,3 procent føler sig ensomme.
- 24 procent er svært overvægtige.
- 50 procent har stillesiddende aktiviteter mere end 8 timer om dagen
- 75 procent vurderer egne motionsvaner som dårlige
- 10,3 procent sover mindre end 6 timer dagligt på hverdage
Man kan læse meget mere i undersøgelsen på regionssjaelland.dk
Kommentarer