Faxe by

Gæster i Gryden glemte at rydde op

Se billedserie Fotos: Jonas Kristinsson

Frivillige fra Foreningen Fremtidens Faxe (4F) måtte i weekenden fjerne skrald, tomme dåser og feje glasskår op i Gryden i Faxe.

Musik- og underholdningsscenen Gryden i Faxe havde officiel indvielse lørdag den 17. juni. Den ligger lige ved siden af vandrerhjemmet og tæt på det store kalkbrud. Den bynære placering, nærmest i hjertet af Faxe by, med klippevæg bag scenen, og høje kanter der omkranser området gør friluftsscenen til noget helt unikt.

Stedet havde fået lov til at forfalde

Jonas Kristinsson, der er byrådsmedlem for Venstre tog sammen med Mona Kristinsson og Casper Niels Søndergaard Christensen initiativet til at stifte Foreningen for Fremtidens Faxe (4F). Det havde længe gået ham på at den fantastiske udendørs scene fik lov til at forfalde.

Læs også: Grydens scene åbnes lørdag med musik og opvisning

Inden den officielle indvielse havde den nye forenings medlemmer brugt over 100 timer på at rydde op og bygge en overdækket friluftsscene med tilhørende bord/bænksæt.

En stor skuffelse

Lørdag den 15. juli var Jonas Kristinsson et smut nede i Gryden for at der hvordan der så ud. Og han blev frygteligt skuffet. Der var skrald, tomme dåser og smadrede flasker over alt. Desuden havde nogen moret sig med at fræse græsset op med en scooter.

– Det er ellers tanken at flest muligt skulle have glæde af området. Blandt andet at man kunne spise sin sommermadpakke der. Men det har man bare ikke meget lyst til når det ser ud som på billederne, fortæller Jonas Kristinsson.

Søndag blev der ryddet op

Casper, Mona og Jonas og ungerne troppede op allerede søndag og fik fjernet skrald og fejet glasskår op.

– Og forhåbentlig får vi skaffet skraldespande i den nærmeste fremtid, oplyser Jonas Kristinsson der håber at selve projektet Gryden, gerne skulle være et fællesprojekt for alle borgere i Faxe. Og han fortsætter:

– Så kære medborgere i Faxe og omegn, skal vi ikke i fællesskab hjælpes ad med at holde området pænt. Der skal så lidt til.

Skulle der være nogle, der er i tvivl om hvordan man bortskaffer affald efter at de har festet i Gryden, så er Casper, Mona og Jonas klar med vejvisning til nærmeste skraldespande.

Jonas Kristinsson er formand for Foreningen for Fremtidens Faxe (4F), Casper Christensen næstformand og kasserer er Mona Kristinsson. Og skulle der være flere frivillige, der ønsker at være en del af 4F, så kan Jonas Kristinsson kontaktes på telefon 3035 1176 eller på e-mail 4f@hovby.dk.

Man kan følge Musik- og underholdningsscenen Gryden i Faxe på facebook.

Foreningen for Fremtidens Faxe (4F) har fået tilskud fra den kommunale dialogpulje til genetablering af Gryden ved Faxe Kalkbrud.

Kommentarer