Haslev

Gallafest på Haslev Gymnasium på fredag

Se billedserie

Fredag kan man i anledning af den årlige gallafest opleve afgangseleverne ankomme til Haslev Gymnasium i deres stiveste puds.

Fredag den 5. maj bliver det atter tid til de fejende kjoler, de flotte kavalerer og de festlige, farverige og fantasifulde transportformer, når der holdes gallafest for årets afgangselever på MSG Haslev.

Alle er velkomne til at se med, når alléen og pladsen foran de traditionsrige røde bygninger danner scene for ankomsterne, der varer fra kl. 17.00 til kl. 18.30.

Fra kl. 18.45 til kl. 19.30 danser eleverne Les Lanciers i gymnasiets forårsklædte gård, og her er alle også velkomne til at se med. Herefter går 3.g’erne og 2-hf’erne til bords sammen med deres lærere, og festen bliver deres alene frem til kl. 23.30, hvor skolens 1.g’ere, 2.g’ere og 1.hf’er får mulighed for at feste med resten af aftenen frem til kl. 03.00.

Gallaudvalget har i år valgt titlen ’A Night in the Spotlight’ som tema for årets gallafest, og påklædningerne kommer til at afspejle sig derefter.

Som det sig hør og bør til gallafester på MSG Haslev bliver eleverne ved gallamiddagen guidet igennem festen af to udvalgte værter fra de andre årgange. I år er det Cecilie Eilertsen fra 2.d og Tobias Bissø fra 2.b. De to skal blandt andet holde styr på nomineringer og uddelinger af priserne for fx årgangens præsident, entertainer eller artist, årgangens Einstein, Serena Williams eller Usain Bolt, Klassens Stjerne og meget mere.

Kommentarer